Skriftlig fremsættelse (10. oktober 2001) - L 35
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (10. oktober 2001)
Erhvervsministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om aktieselskaber, lov om anpartsselskaber, lov om værdipapirhandel m.v. og skattekontrolloven.
(Lovforslag nr. L 35).
Lovforslaget har grundlæggende to formål. For det første er det et led i regeringens generelle målsætning om at styrke aktiemarkedet ved hjælp af øget åbenhed og gennemsigtighed om selskabers ejerforhold. For det andet udspringer lovforslaget af regeringens ønske om at bekæmpe økonomisk kriminalitet i samfundet.
En af målsætningerne i regeringens erhvervsstrategi .dk.21 er at øge informationsniveauet om selskaber og styrke aktiekulturen. Offentligt tilgængelige ejeroplysninger vil medvirke hertil og styrke tilliden til de virksomheder, der udøves i selskabsform, til gavn for både investorer, aktionærer, medkontrahenter og kreditorer.
Lovforslaget bygger endvidere på anbefalingerne fra Koordineringsudvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet mod det offentlige (Øko-krimudvalget). En af udvalgets anbefalinger er, at der, som et redskab til at bekæmpe økonomisk kriminalitet, oprettes et offentligt tilgængeligt ejerregister over storaktionærer og storanpartshavere for at forbedre opklaringsmulighederne af økonomisk kriminalitet mod det offentlige, herunder svig med EU-midler. En anbefaling som efterfølgende tillige er blevet støttet af Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholtudvalget).
For at imødekomme de ovennævnte målsætninger og anbefalinger foreslås det derfor at supplere det eksisterende offentligt tilgængelige selskabsregister i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med oplysninger om ejer- og stemmeandel på 5% eller mere i samtlige aktie- og anpartsselskaber registreret i Danmark. Enhver interesseret kan herefter via Internettet søge oplysninger om ejerforholdene.
Lovforslaget indeholder samtidig en administrativ forenkling, idet en udvidelse af selskabsregisteret med ejeroplysninger samtidig betyder, at der kan gennemføres en forenkling i skattekontrolloven, idet behovet for, at selskaberne særskilt oplyser skattemyndighederne om identiteten af eventuelle hovedaktionærer, bortfalder.
Efter den gældende lovgivning er der begrænset åbenhed om ejerforhold i Danmark til forskel fra de øvrige nordiske lande. I det omfang, det i Danmark er muligt at skaffe oplysninger, giver disse oplysninger ikke altid et aktuelt billede af ejerforholdene i selskaberne. Det foreliggende lovforslag om at udvide selskabsregisteret med ejeroplysninger betyder, at de danske regler vil tilnærme sig den øvrige nordiske regulering for så vidt angår åbenhed om ejerforhold.
Indehavere af større ejer- og stemmeandele i aktieselskaber skal allerede i dag indberette oplysninger herom til selskaberne. Selskaberne indfører herefter oplysningerne i en storaktionærfortegnelse, som kun er begrænset tilgængelig. For anpartsselskaber skal alle ejeroplysninger indføres i anpartshaverfortegnelsen. For mange mindre selskaber er oplysninger om ejerforhold tæt forbundet med selskabernes ledelsesforhold og ændringer heri og derfor i et vist omfang sammenfaldende med anmeldelser om øvrige forhold, der allerede i dag registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Oplysningerne, som med lovforslaget foreslås optaget i selskabsregisteret, har derfor en naturlig sammenhæng med de administrative procedurer, som allerede i dag påhviler ejere og selskaber. For at gøre selskabernes indberetning til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen så let som mulig vil indberetningen kunne foretages elektronisk via Internettet.
Lovforslaget medfører ikke nye løbende indberetningspligter for børsnoterede selskaber eller selskaber optaget til handel på en autoriseret markedsplads. Aktionærer i disse selskaber skal allerede i dag i henhold til værdipapirhandelsloven meddele storaktionærbesiddelser til selskabet og Fondsbørsen henholdsvis den autoriserede markedsplads, som derpå videregiver oplysningerne til offentliggørelse hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Det nye i denne relation er, at offentligheden vil kunne finde oplysningerne på Internettet.
Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.