Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2001) - L 13
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2001)
IT- og forskningsministeren (Birte Weiss)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter. (Ændring af reglerne om udpegning af medlemmer til de regionale komitéer og formandskabet i Den Centrale Videnskabsetiske Komité).
(Lovforslag nr. L 13).
På baggrund af erfaringerne siden 1996 med komitéloven har komitésystemet henvendt sig til mig med anmodning om justeringer af loven.
Derfor nedsætter jeg nu et udvalg, som skal foreslå ændringer til loven med henblik på fremsættelse af et lovforslag i Folketingssamlingen 2002/2003. Udvalget skal bl.a. drøfte fordelingen mellem eksperter og lægmedlemmer i komitéerne, vurdere i hvilket omfang den internationale regulering af bioetikområdet nødvendiggør ændringer i komitéloven og inddrage konklusionerne fra Sundhedsministeriets kommende redegørelse om biobanker i relevant omfang.
Imidlertid er der allerede nu behov for en teknisk ændring af komitéloven. Det skyldes, at de regionale komitéer med udgangen af 2001 står overfor en større udskiftning af medlemmerne. Efter den nugældende komitélov udpeges samtlige medlemmer af de regionale komitéer for 4 år med mulighed for genudpegning i 4 år.
For i højere grad at sikre en kontinuitet i komitéernes arbejde, foreslås forskudte udpegningsperioder for de regionale komitéers medlemmer. Med forslaget vil de fagkyndige og de læge medlemmer fremover blive udpeget 2 år forskudt for hinanden. Hvis vi derfor skal nå at sikre kontinuiteten som foreslået, må det ske her i efteråret.
Samtidig foreslås bestemmelserne om udpegning af formanden og næstformanden for Den Centrale Videnskabsetiske Komité ændret. Forslaget betyder, at formanden og næstformanden for Den Centrale Videnskabsetiske Komité blive udpeget af IT- og forskningsministeren. Baggrunden herfor er ønsket om et formandsskab, som er uafhængig af de enkelte regionale komitéer, sådan at andeninstansinhabilitet undgås, specielt i tilfælde af indbringelse af enkeltsager for Den Centrale Videnskabsetiske Komité.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig hermed at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje ting.