Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2001) - L 15
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2001)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af Danmarks undergrund, lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat og lov om visse havanlæg (grænseoverskridende felter, tilskud til virksomheder med et særligt godt arbejdsmiljø mv.).
(Lovforslag nr. L 15).
Lovforslaget har for undergrundslovens vedkommende til formål at sikre en klar hjemmel til at indgå aftale med nabolande om indvinding fra forekomster af kulbrinter, der strækker sig over sokkelgrænsen (grænseoverskridende forekomster), og at gennemføre disse aftaler om en fælles indvinding fra feltet.
Ændringen af rørledningsloven har til formål at sikre, at der skal betales et fortjenstelement for transport gennem rørledningen af udenlandsk produceret råolie og kondensat. Dette vil bl.a kunne være relevant ved indvinding fra grænseoverskridende forekomster. Endvidere skabes der hjemmel til at opkræve refusion fra rettighedshaverne af myndighedernes udgifter ved sagsbehandling i lighed med de regler, der er gældende for det øvrige undergrundsområde.
Ændringen af havanlægsloven har til formål at sikre, at arbejdsgivere på havanlæg ligesom arbejdsgivere på det øvrige arbejdsmarked, får mulighed for at få udbetalt statstilskud, hvis de har gjort en særlig indsats for forbedring af arbejdsmiljøet. Der er tale om opfølgning på finanslovsaftalen 2001 om et forbedret arbejdsmiljø.
Finansieringen og Energistyrelsens administration af tilskudsordningen afholdes inden for en pulje på 100.000 kr., som overføres fra Arbejdsministeriet til Energistyrelsen. Herudover har lovforslaget ikke økonomiske konsekvenser for staten eller amter og kommuner.
Lovforslaget har begrænsede administrative og økonomiske konsekvenser for de arbejdsgivere på havanlæg, der vælger at søge om tilskud. Herudover har lovforslaget ikke administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
Endelig har lovforslaget til formål at præcisere hjemmelen i undergrundsloven og havanlægsloven til at opkræve refusion af statens udgifter ved myndighedernes sagsbehandling, herunder tilsyn, så formuleringen svarer til nyere lovgivning herom.
Lovforslaget har ikke konsekvenser i forhold til EU-retten.
Lovforslaget har ingen konsekvenser for miljøet.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales forslaget til Folketingets velvillige behandling.