Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2001) - L 9
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2001)
Arbejdsministeren (Ove Hygum)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. (Bortfald af kompensationsordningen)
(Lovforslag nr. L 9).
Lovforslaget indeholder forslag om ophævelse af kompensationsordningen.
Forslaget om ophævelse af kompensationsordningen for de private arbejdsgivere er en del af regeringens samlede forslag til finanslov for 2002.
Kompensationsbidraget udbetales til private arbejdsgivere der er registreret efter momsloven eller lov om afgift af lønsum og ordningen blev indført i 1988 i forbindelse med vedtagelsen af lov om arbejdsmarkedsbidrag. Formålet med ordningen var at kompensere de private arbejdsgivere for forskellige afgifter mv.
På baggrund af det langvarige og velkonsoliderede opsving i dansk økonomi er der ikke længere behov for den støtte til erhvervslivet som kompensationsordningen giver, hvorfor den foreslås ophævet.
Forslaget forventes ikke at have nogen væsentlige administrative konsekvenser. Der forventes en økonomisk besparelse for staten på ca. 550 mio. kr. på årsbasis. For 2002 skønnes besparelsen af blive på ca. 410 mio. kr.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.