Legislator Case Law & Legislation
20011XX00001 DK

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2001) - L 6

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2001 L 6 Valid

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2001)

Skatteministeren (Frode Sørensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven. (Livsforsikringsselskabers solvens)

(Lovforslag nr. L 6).

Forslaget har til formål at afbøde virkningerne for livsforsikringsselskaberne af den senere tids kraftige kursfald på aktiemarkedet. Kursfald på aktier har betydning for opgørelsen af selskabernes solvens, idet selskabernes opgørelse af deres aktivmasse påvirkes af aktiekurserne. Store kursfald på selskabernes aktiebeholdninger giver selskaberne et aktietab, som først kan fradrages skattemæssigt i efterfølgende indkomstår.

De forsikringstekniske regler giver ikke mulighed for, at skatteværdien af et fradrag, der udskydes til senere år, kan medregnes ved opgørelsen af et livsforsikringsselskabs solvens. Det skyldes, at det ikke er sikkert, at selskabet får mulighed for at udnytte fradraget.

Forslaget vil forbedre livsforsikringsselskabernes solvens. Med lovforslaget får et livsforsikringsselskab ret til at anvende eller få udbetalt den skattemæssige værdi af et uudnyttet fradrag, hvis selskabet på grund af solvensproblemer får taget sin bestand af forsikringspolicer under administration. Det bliver herved muligt forsikringsteknisk at medregne skatteværdien ved opgørelsen af selskabernes solvens og risikoen for økonomisk sammenbrud i livsforsikringsselskaberne reduceres.

Den foreslåede regel er i vidt omfang identisk med behandlingen af uudnyttet fradrag i de tilfælde, hvor arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsselskaber omfattet af lov om forsikringsvirksomhed § 22 a overgår fra skattepligt til skattefrihed. Dog er der sket en tilpasning som følge af, at livsforsikringsselskaber med solvensproblemer kan være nødt til at realisere tab.

Provenumæssigt er der på intet tidspunkt regnet med bortfald af fradraget, så der vil alene være tale om en fremrykning af udnyttelsen af fradraget med deraf følgende rentetab i disse særlige situationer.

Det anbefales, at Folketingets behandling af lovforslaget gennemføres hurtigst muligt, og at der derfor dispenseres fra reglen i Folketingets Forretningsorden om, at der skal gå 30 dage fra lovforslagets fremsættelse til dets vedtagelse.

Skatteaktivet kan ikke medregnes ved selskabernes solvensopgørelse før forslaget er vedtaget i Folketinget. En hurtig vedtagelse af forslaget vil således medvirke til at stabilisere det danske aktiemarked og pensionssektoren på et tidspunkt, hvor der på grund af den særlige sikkerhedspolitiske situation hersker stor usikkerhed på de finansielle markeder og yderligere kursfald ikke kan udelukkes.

Da forslaget i vidt omfang er identisk med den tidligere vedtagne ordning for arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsselskabers overgang til skattefrihed anses det endvidere for mindre betænkeligt at dispensere fra 30 dages fristen.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →