Legislator Case Law & Legislation
20011BB00059 DK

Forslag til folketingsbeslutning om skattebegunstiget opsparing til boligformål

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2001 59 Valid

Fremsat den 11. oktober 2001 af Rikke Hvilshøj (V), Gyda Kongsted (V), Karsten Nonbo (V), John Vinther (KF) og Pernille Sams (KF)

Forslag til folketingsbeslutning

om skattebegunstiget opsparing til boligformål

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingssamling at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage fornødne administrative ændringer, der giver mulighed for, at den enkelte borger kan vælge at indsætte op til 200.000 kr. på en boligopsparingskonto, uden at der skal betales skat af renteafkastet.

Bemærkninger til forslaget

I en analyse af fremtidens boligbehov udarbejdet af Byggeriets Arbejdsgivere fremgår det, at der i gennemsnit vil blive efterspurgt godt 20.000 nye boliger om året i den kommende 40-års-periode. Dette er væsentligt flere boliger, end der er blevet opført under den seneste højkonjunktur i 1990 erne, hvor der i gennemsnit blev opført ca. 15.000 boliger om året.

Allerede i dag er der klare tegn på en stigende boligmangel. Det er især unge familier med børn, der har store vanskeligheder med at finde en egnet familiebolig, idet specielt priserne på ejerboliger har en størrelse, der gør det umuligt for mange unge familier at købe egen bolig.

De unge familier har heller ikke de store forhåbninger om at kunne leje en familiebolig, idet markedet for lejeboliger er gået mere eller mindre i stå, med lange ventelister til følge.

For at imødekomme denne efterspørgsel er det afgørende, at der igen kommer gang i byggeriet af familieboliger. Et middel hertil er bl.a. i højere grad at tilskynde borgerne til at spare op til køb af egen bolig. Det vil sikre bl.a. førstegangskøbere et solidt økonomisk fodfæste før køb af bolig.

I december 1993 nedlagde regeringen den skattebegunstigede boligsparekonto, hvorved en person over 18 år kunne oprette en konto med en spærret løbetid på mellem 3 og 10 år. Den årlige indbetaling skulle være mindst 1.200 kr. og højst 10.000 kr. Staten præmierede opsparingen med en skattefri præmie på 4 pct. p.a. Beløbet kunne bruges til udbetaling på helårsbolig (eje eller leje) eller til forbedringer af eksisterende bolig. Der henvises vedrørende lovændringen i 1993 til lov nr. 442 af 30. juni 1993 og vedrørende Folketingets behandling heraf til lovforslag nr. L 321, folketingsåret1992-93, jf. Folketingstidende, forhandlingerne side 9183, 9770, 11199 og 11229, tillæg A side 10219, tillæg B side 2109 og tillæg C side 1523.

Forslagsstillerne foreslår med dette beslutningsforslag en lidt anden model. Opsparingen vil ikke blive præmieret med en skattefri statslig præmie. Til gengæld bliver det muligt at indskyde op til 200.000 på kontoen. Den årlige indbetaling skal være mindst 4.000 kr. og højst 30.000 kr. Renterne fra indskuddet på boligsparekontoen vil være skattefri. Det skal være muligt for alle at oprette en sådan konto. Ved at renterne gøres skattefri, vil reglerne svare til de nuværende regler for børneopsparing.

Forslaget forventes at koste statskassen 10 mio. kr. årligt. Samtidig forventes det, at forslaget vil føre til en meropsparing på boligopsparinger på omkring 1 mia. kr.

Beslutningsforslaget er en revideret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 101, folketingsåret 2000-01, jf. Folketingstidende, forhandlingerne side 5815 og 7869, tillæg A side 3645 og 3646 samt tillæg B side 1055.

Skriftlig fremsættelse

Rikke Hvilshøj (V)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om skattebegunstiget opsparing til boligformål.

(Beslutningsforslag nr. B 59).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →