Legislator Case Law & Legislation
20011BB00037 DK

Forslag til folketingsbeslutning om sammenlægning af AMU-centre og erhvervsskoler

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2001 37 Valid

Fremsat den 4. oktober 2001 af Gitte Lillelund Bech (V), Else Winther Andersen (V), Knud Erik Kirkegaard (KF), Brian Mikkelsen (KF) og Christian H. ;Hansen (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om sammenlægning af AMU-centre og erhvervsskoler

Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende folketingssamling at sikre sammenlægning af AMU-centre og erhvervsskoler til et enstrenget system for at øge overskueligheden og effektiviteten i denne del af voksen- og efteruddannelsessystemet.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 75, folketingsåret 2000-01 (se Folketingstidende 2000-01, forhandlingerne side 3905 og tillæg A side 3050 og 3052).

Selv om et flertal i Folketinget med den i år 2000 vedtagne voksen- og efteruddannelsesreform tilkendegav, at flertallet ønskede et »Styrket skolesamarbejde på lokalt niveau, herunder nedbrydning af barrierer for lokale skolesammenlægninger på frivillig basis«, har dette endnu ikke fundet sted. Således er der i 2000 og 2001 alene sket 7 sammenlægninger af AMU-centre og erhvervsskoler eller af AMU-centre indbyrdes. Dette mener forslagsstillerne ikke er nok, hvorfor forslagsstillerne ønsker et enstrenget system på området, der blandt andet skal udmøntes gennem en sammenlægning af AMU-centre og erhvervsskoler.

Et af de væsentlige problemer i voksen- og efteruddannelsessektoren er, at flere myndigheder hver især har ansvaret for forskellige dele af sektoren, hvilket fører til manglende koordinering og ressourcespild. En sammenlægning af AMU-centrene og erhvervsskolerne til et enstrenget system vil kunne afhjælpe mange af de problemer, som den nuværende struktur foranlediger, og vil føre til øget effektivitet i voksen- og efteruddannelsen.

I det nuværende system er der overkapacitet både på AMU-centre og på erhvervsskoler. AMU-centrene og erhvervsskolerne arbejder ofte med de samme opgaver. Det indebærer, at der begge steder skal være lærere med de samme kompetencer og investeres i samme omkostningskrævende udstyr. Det nuværende system fører således til dobbeltadministration.

Da der samtidig ikke foretages en tilstrækkelig koordinering, forekommer der ofte overlap i udbud af kurser på det samme område. Det kan i yderste konsekvens medføre, at kurser på begge institutioner ikke oprettes, selv om det geografiske område kan bære oprettelsen af et samlet hold. Samtidig oprettes kurser, hvor kapaciteten ikke bliver fuldt udnyttet, hvilket betyder større udgifter pr. deltager. En sammenlægning af AMU-centrene og erhvervsskolerne vil give stordriftsfordele, og lærere, bygninger og maskiner vil kunne udnyttes bedre. Derudover vil færre kurser blive aflyst på grund af svigtende tilmelding. Endelig bør en sammenlægning af AMU-centrene og erhvervsskolerne være fagligt forsvarlig, idet der med erhvervsuddannelsesreformen og voksen- og efteruddannelsesreformen er skabt mulighed for meritoverførsel mellem skolesystemerne, hvorved det bør være indlysende, at en sammenlægning er mulig.

Ud over sikring af et fornuftigt og kvalitativt kursusudbud vil en sammenlægning naturligt give administrative besparelser, idet to administrative systemer inden for undervisning samles til ét. De sparede ressourcer vil kunne anvendes langt mere effektivt i et enstrenget system.

Derudover indebærer det eksisterende dobbeltudbud, at kursusudbudet er uigennemskueligt. På nuværende tidspunkt kan en bruger ikke henvende sig hos én instans og her få et samlet overblik over udbudet af efteruddannelse. En sammenlægning af de to systemer vil medføre bedre overskuelighed for både udbydere, vejledere og aftagere. Hovedparten af de erhvervsrettede uddannelser vil blive samlet på samme uddannelsessted. Den enkelte borger får altså lettere ved at benytte systemet, og herved styrkes muligheden for, at VEU-indsatsen gavner dens målgruppe.

Endelig rammer den manglende overskuelighed de danske virksomheder asymmetrisk. Små og mellemstore virksomheder, som i høj grad præger det danske erhvervsliv, har i modsætning til mange store virksomheder ikke ressourcer til at overskue systemets udbud. Sammenlægning af AMU-centrene og erhvervsskolerne vil i langt højere grad åbne mulighed for, at alle virksomheder kan og vil anvende efteruddannelsestilbudene, hvilket er nødvendigt for den fremtidige erhvervsudvikling.

Samlet set vil et enstrenget voksen- og efteruddannelsessystem således være både mere effektivt og overskueligt til glæde for brugerne, samtidig med at sammenlægningen vil frigøre ellers beslaglagte ressourcer.

Skriftlig fremsættelse

Gitte Lillelund Bech (V)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om sammenlægning af AMU-centre og erhvervsskoler.

(Beslutningsforslag nr. B 37).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →