Forslag til folketingsbeslutning om 100 pct. omkostningsgodtgørelse i skattesager m.v., hvor skatteyderne får fuldt eller delvist medhold

Fremsat den 3. oktober 2001 af Mariann Fischer Boel (V), Svend Aage Jensby (V), Kristian Jensen (V), Flemming Hansen (KF), Brian Mikkelsen (KF), Klaus Kjær (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Sonja Albrink (CD) og Kim Behnke (UP)

Forslag til folketingsbeslutning

om 100 pct. omkostningsgodtgørelse i skattesager m.v., hvor skatteyderne får fuldt eller delvist medhold

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at fremsætte lovforslag, der medfører, at satsen for omkostningsgodtgørelse forhøjes fra 50 pct. til 100 pct. i skattesager m.v. mod staten, hvor skatteyderen får fuldt eller delvist medhold.

Bemærkninger til forslaget

Forslaget pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at fremsætte lovforslag, der medfører, at satsen for omkostningsgodtgørelse forhøjes fra 50 pct. til 100 pct. i skattesager m.v. mod staten, hvor skatteyderen får fuldt eller delvist medhold.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at en person eller virksomhed, som får fuldt eller delvist medhold i sin påstand, skal have 100 pct. godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med sagens førelse. Har skattemyndighederne med urette ændret en skatteyders selvangivelse m.v., skal skatteyderen ikke stå tilbage med en udækket regning vedrørende udgifter til sagens førelse. Ud fra et retssikkerhedssynspunkt er det kritisabelt, at en skatteyder, som får fuldt eller delvist medhold, skal stå tilbage med et økonomisk tab på trods af, at skatteyderen har haft ret fra starten. Skattereglernes kompleksitet medfører, at det uanset officialprincippet (undersøgelsesprincippet) i mange skattesager (herunder i stort omfang sager om personbeskatning) er nødvendigt for skatteyderen at benytte sig af sagkyndig bistand.

Folketinget vedtog i foråret 2000 ved lov nr. 464 af 31. maj 2001 at udvide skattestyrelseslovens regler om omkostningsdækning til sagkyndig bistand i skattesager. Loven var en udmøntning af Omkostningsdækningsudvalgets anbefalinger i betænkning nr. 1382 fra februar 2000 om omkostningsdækningsordningen. Lovændringen indebar, at ordningen blev udvidet til at omfatte flere sagstyper, og at kredsen af tilskudsberettigede personer samt arten af tilskudsberettigede udgifter blev udvidet. Endvidere blev godtgørelsesprocenten forhøjet. Således er satsen for omkostningsdækning med virkning fra den 5. april 2000 forhøjet til 50 pct. mod tidligere 32 pct. for selskaber og 38 pct. for personer, uanset om skatteyderen vinder eller taber sagen. Der er endvidere indført en godtgørelse på 85 pct. af de afholdte udgifter ved en sags videreførelse ved næste instans på myndighedernes initiativ. Endelig er det blevet muligt for Ligningsrådet at bestemme, at udgifter, der er afholdt til syn og skøn i sager om bindende forhåndsbesked, skal godtgøres med 100 pct.

Der henvises vedrørende lovændringen til lovforslag nr. L 267, folketingsåret 1999-2000, Folketingstidende 1999-2000, tillæg A 7469 og 7499, tillæg B 1143, tillæg C 1108 samt forhandlingerne 6960, 8492 og 8759.

Under Folketingets behandling af det pågældende lovforslag stillede forslagsstillerne sammen med Kristeligt Folkeparti ændringsforslag om højere godtgørelse i de sager, hvor skatteyderen får fuldt eller delvist medhold. Desværre var der ikke dengang flertal i Folketinget til at få ændringsforslaget vedtaget.

Forslagsstillerne mener fortsat, at der er al mulig grund til at få gennemført en 100 pct.-omkostningsgodtgørelse i de sager, hvor skatteyderen får fuldt eller delvist medhold, og finder anledning til at fremhæve en række nye oplysninger af betydning for problemstillingen.

Under Folketingets behandling i folketingsåret 2000-01 af det daværende Frihed 2000 s beslutningsforslag nr. B 97 om en ændring af omkostningsgodtgørelsesreglerne i skattesager har skatteministeren i sin besvarelse af Skatteudvalgets spørgsmål 4 og 7 (B 97 bilag 3) afvist en 100 pct.-dækning i de skattesager, som skatteyderen vinder, bl.a. med henvisning til, at Omkostningsdækningsudvalget har påpeget, at en ordning, hvorefter der kan ydes en godtgørelse på 100 pct., forudsætter, at myndighederne må foretage en kontrol af det rimelige i det krav på godtgørelse, som skatteyderen rejser over for myndighederne, for at undgå misbrug af en sådan ordning. Det er skatteministerens vurdering, at en skatteyder ved 100 pct. godtgørelse ikke vil have et tilstrækkeligt incitament til at undgå grundløse klager eller til at økonomisere med sine udgifter til sagen. Skatteministeren finder videre, at en sådan skønsmæssig vurdering af rimeligheden af skatteyderens krav vil kræve etablering af særlige myndigheds- og klagestrukturer, for at skatteyderen skal have tillid til myndighedernes afgørelser.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at der i en godtgørelsesordning som foreslået hvorefter der fortsat ydes skatteyderen godtgørelse på 50 pct. i de sager, som denne taber, og 100 pct. godtgørelse i de sager, som vindes fuldt eller delvis rent faktisk er indbygget et incitament for skatteyderen til ikke at føre grundløse klager og til at økonomisere sine udgifter til sagen. Skatteyderen må nemlig naturligt lade det indgå i sine overvejelser, at der også på trods af en sagkyndigs forsikringer om det modsatte er en risiko for at tabe sagen, hvorved skatteyderen selv må afholde 50 pct. af udgiften. Dertil kommer, at en skattesag af hovedparten af alle skatteydere normalt anses for en både langvarig og belastende sag, som man helst så sig foruden. Af samme grund må forslagsstillerne sætte spørgsmålstegn ved skatteministerens antagelse om, at en ordning med 100 pct. omkostningsgodtgørelse forudsætter etablering af særlige myndigheds- og klagestrukturer.

Med henvisning til disse selvregulerende forhold finder forslagsstillerne ikke, at den af skatteministeren anførte risiko for grundløse klager og misbrug af ordningen kan begrunde, at der ikke indføres 100 pct. omkostningsgodtgørelse i disse sager.

Forslagsstillerne har videre noteret sig, at det i oversigt over større budgetændringer (Skatteudvalget alm. del bilag 762, folketingsåret 2000-01) fremgår vedrørende § 9, at der fra finanslov 2001 til finanslovforslag 2002 sker en budgetændring vedrørende udgifter til sagkyndig bistand i skattesager m.v. fra 64,3 mio. kr. til 50,8 mio. kr., dvs. et fald på 13,7 mio. kr., og at udgiftsniveauet er nedsat i forhold til det, der var forventet som følge af de ændrede regler for omkostningsdækning til sagkyndig bistand, jf. lov nr. 464 af 31. maj 2001. Skatteministeren har oplyst, at nedjusteringen af udgiftsniveauet skyldes, at der ikke har været så mange sager som skønnet i forbindelse med den pågældende lovændring. I forbindelse med lovændringen skønnede man, at antallet af sager ville blive fordoblet til ca. 5.200 sager årligt. Dette skøn er på baggrund af erfaringerne efter lovændringerne nu væsentligt nedjusteret til 4.000 sager for hvert af årene 2001 og 2002. Der henvises vedrørende skatteministerens oplysninger til Skatteudvalgets alm. del bilag 820, folketingsåret 2000-01.

I forbindelse med udvidelsen af omkostningsgodtgørelsesordningen i foråret 2000 blev det vedtaget, at skatteministeren årligt skal afgive en redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v. i sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse. Formålet er at følge udviklingen på området med henblik på senere eventuelle ændringer af ordningen.

Skatteministeriets redegørelse fra september 2001 om sager om omkostningsgodtgørelse i perioden fra den nævnte lovs ikrafttræden 5. april 2000 til og med den 31. december 2000 er den første (omdelt i Skatteudvalget på B 97 bilag 6, folketingsåret 2000-01). Af redegørelsen side 12 fremgår, at de fremtidige udgifter til omkostningsgodtgørelsesordningen skønnes at ligge på 40-50 mio. kr. pr. år.

Forslagsstillerne har videre noteret sig, at det fremgår af redegørelsen (bl.a. side 1-2), at regnskabstallet for 2000 viser, at der er sket en stigning i udgifterne til godtgørelse for sagkyndig bistand fra 21 mio. kr. i 1999 til 29,3 mio. kr. i 2000, og at det i redegørelsen antages, at den stigende udgift til omkostningsgodtgørelse kan skyldes en mindre stigning i antallet af sager, hvorimod der ikke er belæg for at antage, at de skattepligtige i større omfang lader sig repræsentere af rådgivere. Det kan efter redegørelsen tyde på, at stigningen i udgifterne i 2000 overvejende stammer fra de nye regler om højere procentsatser.

Forslagsstillerne skal her påpege vedrørende spørgsmålet, om de skattepligtige i større omfang lader sig repræsentere af rådgivere, at det fremgår af redegørelsen side 12-13, at en stikprøveundersøgelse i Landsskatteretten på sagsindgangen i juni 1999 viste, at 75 pct. benyttede sig af repræsentanter, og at en tilsvarende stikprøve i marts 2001 viste, at 74 pct. benyttede sig af repræsentanter. Det vil sige et fald i anvendelsen af repræsentanter!

De nuværende erfaringer viser altså, at en udvidelse af reglerne for omkostningsgodtgørelse hverken fører til en voldsom stigning i antallet af sager, eller at skatteyderne i større omfang anvender rådgivere. Dette er også i tråd med forslagstillernes antagelser om, at langt de fleste skatteydere er ganske tilbageholdende med at føre skattesager, fordi det kan være en både langvarig, økonomisk og psykisk belastning for den enkelte. Og risikoen for at tabe sagen er som allerede nævnt et økonomisk element, som en skatteyder vil inddrage i sine overvejelser om overhovedet at anlægge sag, samt i givet fald omfanget af den sagkyndige bistand.

Forslagsstillerne håber, at de nye erfaringer vedrørende udviklingstendenserne som følge af udvidelsen af reglerne for omkostningsgodtgørelse samt de heraf følgende nedjusteringer af udgifterne forbundet med godtgørelsesordningen kan medvirke til at skabe bred tilslutning i Folketinget til en forhøjelse af godtgørelsesprocenten til 100 pct. i de sager, hvor skatteyderen får fuldt eller delvist medhold. Det er forslagsstillernes opfattelse, at de nylig indhentede erfaringer medfører, at der med rette kan sættes spørgsmålstegn ved realiteten og vægten af de problemer, som skatteministeren har anført som begrundelse for hidtil at afvise en 100 pct.-dækning.

Efter forslagsstillernes vurdering vil skatteministerens årlige redegørelser om den udgiftsmæssige udvikling m.v. i omkostningsgodtgørelsessager tillige kunne udgøre et egnet kontrolinstrument med hensyn til nøje at følge udviklingen i udgiftsstørrelsen, antallet af sager m.v. som følge af en udvidelse af godtgørelsen til 100 pct. i de sager, hvor skatteyderen får fuldt eller delvist medhold. Hvis der mod forventning skulle vise sig uheldige udviklingstendenser, vil Folketinget således hurtigt kunne gribe ind og dette aspekt vil i sig selv have en positiv adfærdsregulerende effekt.

Skriftlig fremsættelse

Mariann Fischer Boel (V)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om 100 pct. omkostningsgodtgørelse i skattesager m.v., hvor skatteyderne får fuldt eller delvist medhold.

(Beslutningsforslag nr. B 20).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.