Legislator Case Law & Legislation
20011BB00004 DK

Forslag til folketingsbeslutning om skærpede regler for udgang fra fængsler

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2001 4 Valid

Fremsat den 4. oktober 2001 af Inge Dahl-Sørensen (V), Eva Kjer Hansen (V), Birthe Rønn Hornbech (V), Karsten Nonbo (V) og Karen Rønde (V)

Forslag til folketingsbeslutning

om skærpede regler for udgang fra fængsler

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingssamling at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de fornødne ændringer i bekendtgørelser, cirkulærer og andre administrative forskrifter med det formål at skærpe reglerne for udgang fra fængsler, anstalter, arresthuse m.v.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 16 fra folketingsåret 2000-01 (se Folketingstidende 2000-01, forhandlingerne side 1112 og Tillæg A side 1327 og 1328).

Dette beslutningsforslag svarede til første punkt i et beslutningsforslag om mere effektiv afsoning, som Venstre har været medforslagsstiller til, og som har været fremsat flere gange, men aldrig er blevet vedtaget. Senest har dette beslutningsforslag været fremsat som beslutningsforslag nr. B 11 i folketingsåret 1998-99 (se Folketingstidende 1998-99, forhandlingerne side 814 og Tillæg A side 1340 og 1345). Dette beslutningsforslag omfattede også forslag om bedre teknik til overvågning, bedre teknisk sikring mod undvigelse, særligt sikrede afdelinger til stærke indsatte og andre foranstaltninger, som ikke direkte er afvist af regeringen. Men hvad angår reglerne for udgang, er der siden sket yderligere lempelser.

Senest er cirkulæret om udgang til indsatte (nr. 31 af 18. marts 1986) blevet lempet den 10. juli 2000 med Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse til Kriminalforsorgens anstalter, arrestinspektørerne og politiet om fremtidig praksis i visse typer sager, der er begrundet i hensynet til indsattes mindreårige børn. Af hensyn til disse børn kan der f.eks. gives weekendudgang hver 14. dag, udgang til barnets første skoledag, barnets fødselsdag m.v. Uden for udgangsreglerne kan der også gives tidligere prøveløsladelse, tilladelse til udstationering sammen med barnet og strafafbrydelse.

Der tages åbenbart ikke hensyn til, at et stigende antal fanger anholdes for nye grove overtrædelser af straffeloven, mens de er på udgang, ej heller, at ofrene for den kriminelle handling i det lokale samfund i stigende omfang risikerer at antræffe gerningsmanden.

Når domstolene i tilfælde af grov, gentagen kriminalitet vælger at idømme en længere fængselsstraf, må afsoningen efter forslagsstillernes opfattelse være effektiv og mærkbar, ligesom man må modvirke, at de afsagte domme udhules administrativt gennem en stadig udvidet udgangspraksis.

Dertil kommer, at straffens præventive virkning mindskes, ja efterhånden helt forsvinder, når frihedsstraf i stigende omfang gøres til et hyggeophold med muligheder for ekstern uddannelse, hyppige udgange, ferierejser osv. Danske kriminelle har efterhånden vænnet sig til dette slappe system, mens udenlandske kriminelle i danske fængsler betragter afsoningen som en parodi.

Hovedreglen bør efter forslagsstillernes mening være, at groft kriminelle skal afsone fængselsstraffen inden for fængslets mure uden mulighed for udgang. Den nuværende regel om, at indsatte med fængselsstraffe under 8 år i visse tilfælde kan få tilladelse til udgang af den lokale institutionsledelse, bør sænkes til 3 år, ligesom der som hovedregel overhovedet ikke bør gives udgangstilladelse til groft kriminelle, før tidspunktet for prøveløsladelse nærmer sig, så den indsatte i tiden umiddelbart før kan få lejlighed til at forberede en tilværelse uden for fængslet.

Skriftlig fremsættelse

Inge Dahl-Sørensen (V)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om skærpede regler for udgang fra fængsler.

(Beslutningsforslag nr. B 4).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →