Legislator Case Law & Legislation
20001XX00414 DK

Skriftlig fremsættelse (27. april 2001) - L 231

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 231 Valid

Skriftlig fremsættelse (27. april 2001)

By- og boligministeren (Lotte Bundsgaard)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om leje af erhvervslokaler (erhvervslejelov), lov om leje og lov om leje af almene boliger (Ophævelse af lejeforhold som følge af overtrædelse af forbud nedlagt i medfør af lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler)

(Lovforslag nr. L 231).

Det er regeringens opfattelse af, at der skal gribes ind overfor hashklubber og andre former for kriminel virksomhed, der foregår i bestemte lokaler og præger nærmiljøet ved at genere og skabe utryghed hos omkringboende.

Lovforslaget fremsættes samtidig med justitsministerens forslag til lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler, og formålet med lovforslagene er dels at forhindre, at der drives hashklubber m.v., dels at give udlejer af en ejendom, hvorfra der drives hashklub, mulighed for at ophæve det pågældende lejemål. Endvidere skal forslaget ses som led i regeringens fortsatte indsats for at skabe mere trygge byer.

Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter

Det foreslås, at der tilvejebringes en særlig hjemmel for udlejer til at ophæve et lejeforhold i de tilfælde, hvor politiet i henhold til lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler har nedlagt et forbud, og lejeren eller en anden person straffes for at overtræde. Udlejer får herved ligeledes i de tilfælde, hvor lejeren ikke frivilligt flytter, mulighed for at dokumentere overfor fogedretten, at betingelserne for at ophæve lejemålet er opfyldt, hvorved sagsbehandlingstiden forkortes væsentligt.

Det foreslås endvidere, at det præciseres, at udlejer for at sikre god orden i ejendommen har pligt til om fornødent at ophæve lejemålet.

Forslaget har ikke nævneværdige økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.

For så vidt angår de erhvervsøkonomiske og erhvervsadministrative konsekvenser, skønnes forslaget at indebære, at udlejer bedre kan beskytte sig mod de skadelige påvirkninger af en ejendoms attraktivitet med eventuelle udlejningsvanskeligheder til følge som kan være forbundet med at huse en hashklub i ejendommen. Samtidig vil den administrative belastning for udlejer i forbindelse med at få ophævet et lejemål, der benyttes til hashklub, blive væsentligt reduceret, idet sagen typisk vil kunne afgøres af fogedretten. Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Regeringens stillingtagen til et lovgivningsinitiativ har bl.a. afventet politiets og anklagemyndighedens vurdering af situationen vedrørende "hashklubberne" m.v. og af behovet for at styrke ind-

grebsmulighederne. Bl.a. på baggrund af disse vurderinger, hvoraf det fremgår, at antallet af "hashklubber" har vist en stigende tendens, og at en øget og betydelig politiindsats ikke har nedbragt antallet eller i nævneværdigt omfang bragt de enkelte "klubbers" virksomhed til ophør, finder regeringen, at et lovforslag bør forelægges Folketinget allerede nu, så vidt muligt med henblik på vedtagelse i denne samling.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →