Skriftlig fremsættelse (27. april 2001) - 232
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (27. april 2001)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om naturgasforsyning (Lovforslag nr. L 232)
Lov nr. 449 af 31. maj 2000 om naturgasforsyning trådte i kraft den 1. juli 2000. Formålet med loven var at tilpasse og modernisere de lovgivningsmæssige rammer for naturgasforsyningen i forbindelse med implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/30EF af 22. juni 1998 om fælles regler for det indre marked for naturgas (gasdirektivet).
Der har i forbindelse med det lovforberedende arbejde løbende været en dialog med Europa-Kommissionen om gennemførelsen i dansk ret af gasdirektivet. Ved en fornyet gennemgang af den danske lovgivning har Europa-Kommissionens embedsmænd rejst tvivl om, hvorvidt naturgasforsyningslovens bestemmelser om bindende videresalgspriser er i overensstemmelse med EU s konkurrenceregler.
Baggrunden for lovforslagets fremsættelse er dels at bringe de lovgivningsmæssige forhold i orden i relation til EU-retten, dels at tage højde for nye EU-krav i forbindelse med Europa-Kommissionens netop fremlagte forslag til nyt gasdirektiv.
I lovforslaget stilles der forslag om, at den gældende lovs bestemmelser om bindende videresalgspriser og ensartede landsdækkende retningslinier ophæves. Som konsekvens heraf foreslås en ændring af bevillingssystemet, således at der fastsættes en objektiv grænse mellem bevilling på henholdsvis faste og individuelle vilkår. Afgrænsningen mellem de to bevillingsformer foreslås at ske ved en forbrugsgrænse på 300.000 m3 naturgas pr. år.
Det foreslås i lovforslaget, at der i lighed med elområdet stilles krav om selskabsmæssig adskillelse af transmissions-, distributions- og forsyningspligtige aktiviteter. Hermed tages der højde for de nye EU-krav i Europa-Kommissionens netop fremlagte forslag til ændring af gasdirektivet. Samtidig imødekommes også kritikken af manglende gennemsigtighed på naturgasområdet ved sammenblanding af monopolaktiviteter og handel med naturgas.
For at sikre en klar økonomisk adskillelse af de konkurrenceudsatte aktiviteter foreslås, at de regionale selskabers forsyningsvirksomhed skal ske i selskaber med begrænset ansvar.
Endvidere foreslås det, at miljø- og energiministeren efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg får mulighed for at åbne naturgasmarkedet hurtigere end svarende til den markedsåbning, der er fastlagt i den gældende lov.
I forbindelse med mine drøftelser med de energipolitiske ordførere har det været diskuteret, hvorledes Energitilsynets og dets sekretariats uafhængighed bedst muligt sikres. Drøftelserne herom er endnu ikke er afsluttet. Jeg vil derfor gerne tilkendegive, at jeg er parat til at fortsætte drøftelserne i forbindelse med behandlingen af lovforslaget.
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.