Skriftlig fremsættelse (25. april 2001) - B 194
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (25. april 2001)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om ratifikation af Kyoto-protokollen til De Forenede Nationers Rammekonvention om Klimaændringer.
(Beslutningsforslag nr. B 194).
Kyoto-protokollen blev vedtaget i december 1997 i Kyoto, Japan, på den tredje partskonference (COP3) under FN s Rammekonvention om Klimaændringer (UNFCCC) og underskrevet af Danmark i New York den 29. april 1998.
Formålet med beslutningsforslaget er at indhente Folketingets samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne ratificerer Kyoto-protokollen. Selve ratifikationen af protokollen skal finde sted samtidig med EU s og de andre medlemstaters ratifikation.
Ved Folketingets samtykke kan Danmark give et signal om, at Danmark ønsker at fastholde Kyoto-protokollen som grundlaget for de videre klimaforhandlinger, og at Danmark arbejder for en hurtig ikrafttrædelse af protokollen. Et sådant signal er ikke mindst vigtigt set i relation til USA s seneste tilkendegivelser. Danmark vil således kunne bidrage positivt til EU s mål om, at Kyoto-protokollen skal træde i kraft senest i 2002, om nødvendigt uden om USA. Det blev i New York i sidste uge bekræftet, at EU ikke står alene. Alle verdens lande, selv USA s allierede, er klar til at fortsætte Kyoto-processen.
Kyoto-protokollen udmønter Klimakonventionen fra 1992 med en målsætning om, at industrilandene skal reducere deres emissioner af drivhusgasser med godt 5% i den første forpligtelsesperiode, 2008-2012, i forhold til 1990. Parterne kan i den forbindelse anvende de såkaldte Kyoto-mekanismer, som er international handel med kvoter samt fælles projekter mellem industrilandene indbyrdes og mellem industrilande og udviklingslande. Parterne kan ligeledes til en vis grad indregne CO2-optag i f.eks. skov.
EU er sammen med medlemslandene part i klimakonventionen, og EU har samlet forpligtet sig til en reduktion på 8% i den første forpligtelsesperiode. EU agter at udnytte protokollens mulighed for at opfylde sine forpligtelser i fællesskab. EU og medlemslandene vil således også ratificere samlet. Til det formål vil Kommissionen efter sommeren fremlægge de nødvendige forslag til EU s ratifikation, som vil blive behandlet i Folketinget i overensstemmelse med de almindelige procedurer for behandlingen af EU-sager.
I forbindelse med EU's ratifikation skal det notificeres, hvorledes medlemslandene bidrager til den samlede forpligtelse. Der er opnået politisk enighed herom i den såkaldte byrdefordelingsaftale fra juni 1998, hvorefter Danmark skal reducere med 21 pct. I den forbindelse afgav regeringen en erklæring, der bl.a. relaterer Danmarks forpligtelse til basisåret 1990 korrigeret for elimport.
I afsnittet om økonomiske konsekvenser er der gengivet en beregning om, hvad opfyldelse af Danmarks reduktionsmålsætning kan komme til at koste. Der indgår desuden overvejelser om, hvad alternative fortolkninger af reglerne for mekanismerne kan betyde for disse omkostninger.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales forslaget til Folketingets velvillige behandling.