Skriftlig fremsættelse (19. april 2001) - L 224
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (19. april 2001)
Skatteministeren (Frode Sørensen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer. (Generel afgiftsfritagelse ved forbrænding og midlertidig afgiftsfritagelse ved deponering i forbindelse med forebyggelsen af BSE).
(Lovforslag nr. L 224).
Regeringen foreslår, at alt kød- og benmel og fedt - som er et resultat af oparbejdningen af animalsk affald i forbindelse med bekæmpelsen af BSE i Danmark, og som enten permanent eller midlertidigt ikke kan anvendes eller bortskaffes på anden vis - bliver fritaget for afgift efter affaldsafgiftsloven, når materialet efter godkendt forarbejdning forbrændes. Det foreslås også, at slagge og aske, som stammer fra forbrænding af kød- og benmel, midlertidigt i 2 år fritages for affaldsafgiften ved deponering, når kød- og benmelet er brændt separat.
Grunden til at forslaget fremsættes så sent i samlingen er, at reglerne og teknikken bag bortskaffelsen af andet kød- og benmel og fedt end det, der henføres til specificeret risikomateriale, først nu er på plads. Det er endvidere Skatteministeriets vurdering, at det er nødvendigt, at lovforslaget behandles færdigt i indeværende samling, således at forbrændingen af materialet kan ske hurtigst muligt, da der allerede nu er store lagre af materialet.
Der blev i foråret 2000 indført nye slagteteknikker for drøvtyggere, som sikrer, at kød ikke indeholder dele, hvor det sygdomsfremkaldende prion kan forekomme. Dette bortskær betegnes som specificeret risikomateriale (SRM). SRM udbygges til at omfatte rygsøjlen fra 1. april 2001. Forbrænding af forarbejdet SRM er allerede i dag fritaget for affaldsafgiften.
EU medlemslandenes landbrugsministre besluttede den 4. december 2000 i Rådet for Den Europæiske Union, at indføre 6 måneders forbud fra den 1. januar 2001 mod anvendelse af kød- og benmel fra alle dyr (lavrisikoprodukter) i foderet til dyr, der anvendes til fødevareproduktion. Det vides ikke på nuværende tidspunkt, hvorvidt forbudet opretholdes eller i hvilket omfang. Det er fra 1. marts 2001 kun tilladt at bruge fedt fra selvdøde dyr til teknisk brug eller forbrænding, men den eneste praktiske løsning på bortskaffelsen af denne type fedt er afbrænding.
Dette lovforslag fritager forbrænding af kød- og benmel og fedt for affaldsafgiften, så længe at kød- og benmelet og fedtet ikke må anvendes i foderet til dyr, der anvendes i fødevareproduktionen. Der findes i dag ikke genanvendelsesmetoder for genanvendelse af aske/slagge fra forbrændingen af kød- og benmel, men metoderne forventes at være udviklet i løbet af 2 år. Det foreslås derfor, at deponering af aske/slagge fritages for afgift ved deponering i indtil 2 år.
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.
Lovændringen vil ikke medføre noget provenutab i forhold til affaldsafgiften, da kød- og benmelet og fedtet ikke tidligere er blevet brændt. En ikke-afgiftsfritagelse ville således alene medføre et ikke-kalkuleret merprovenu. Lovændringen kan medføre et provenutab, hvis forbrændingen af kød- og benmel fortrænger afgiftspligtige brændsler.