Legislator Case Law & Legislation
20001XX00379 DK

Skriftlig fremsættelse (5. april 2001) - L 218

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 218 Valid

Skriftlig fremsættelse (5. april 2001)

Skatteministeren (Frode Sørensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem de nordiske lande. (Lempelse af dobbeltbeskatning for danske søfolk på skibe indregistreret i Finland, Island, Norge eller Sverige).

(Lovforslag nr. L 218).

Lovforslaget går ud på at nedsætte skatten for søfolk, som bor her i landet og arbejder om bord på skibe, der sejler i international trafik, og som er indregistreret i Sverige, Norge, Finland eller Island.

Skattenedsættelsen gælder dog kun, hvis søfolkene efter reglerne i forordning 1408/71 er omfattet af lovgivningen om social sikring i det pågældende land, og søfolkene betaler sociale bidrag til dette land. Herved ligestilles disse søfolk med personer, der bor her i landet og udfører arbejde på land i et andet nordisk land.

En person, som bor her i landet og arbejder om bord på et nordisk skib, skal betale indkomstskat af lønnen for dette arbejde i det nordiske land, hvor skibet er indregistreret. Som følge af forordning 1408/71 skal personen typisk også betale sociale bidrag til dette nordiske land.

Personen skal herudover også medregne lønnen for arbejdet om bord på det nordiske skib ved opgørelsen af sin danske skattepligtige indkomst, da han har bopæl i Danmark og derfor er fuldt skattepligtig her til landet. For at undgå, at lønnen beskattes fuldt ud i både Danmark og i det andet nordiske land, nedsættes den danske indkomstskat.

Efter de gældende regler nedsættes den danske skat med den forholdsmæssige del, der vedrører lønnen for arbejdet om bord på skibet, dog højst det beløb, som personen har betalt i skat af lønnen i udlandet. Den samlede skattebetaling af lønnen svarer således til det danske skatteniveau.

Den danske indkomstskat er højere end indkomstskatten i Sverige, Norge, Finland og Island. Disse lande har derimod højere sociale bidrag end Danmark. En sømand, som bor i Danmark og arbejder på et svensk, norsk, finsk eller islandsk skib, vil derfor både komme til at betale en samlet indkomstskat svarende til det høje danske skatteniveau samt de høje sociale bidrag i det pågældende nordiske land. Den samlede betaling af skatter og sociale bidrag vil herved overstige, hvad personen skulle betale ved andet arbejde.

Det foreslås derfor at ændre dobbeltbeskatningslempelsen for disse søfolk, så den danske indkomstskat nedsættes med den forholdsmæssige del, der vedrører lønnen for arbejdet om bord på skibet, uanset hvad den pågældende har betalt i udenlandsk skat af lønnen.

Lovforslagets sene fremsættelse skyldes, at visse spørgsmål i relation til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst først nu er endeligt afklaret. Da det er væsentligt for de pågældende søfolk, at de kan få ændret deres forskudsregistrering hurtigst muligt, ønskes lovforslaget vedtaget i indeværende folketingssamling.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →