Skriftlig fremsættelse (28. marts 2001) - L 210

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2001)

Justitsministeren (Frank Jensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af straffeloven og lov om social service. (Ungdomskriminalitet).

(Lovforslag nr. L 210).

Formålet med lovforslaget er at styrke indsatsen og reaktionsmulighederne over for den hårde kerne af socialt belastede og utilpassede unge kriminelle.

Lovforslaget indebærer, at der i straffeloven indføres en ny ungdomssanktion i form af en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed for de 15-17 årige. Ungdomssanktionen giver mulighed for at fastholde den unge i længere tid og for samtidig at iværksætte en behandling, der på længere sigt kan få den unge på ret kurs.

Efter forslaget er hovedelementerne i sanktionen et indledende ophold i en sikret institution (typisk af 2 måneders varighed), derefter et længerevarende ophold i en almindelig døgninstitution eller godkendt opholdssted, afsluttende med en ambulant fase/udslusningsfase. Der foreslås indbygget en betydelig grad af fleksibilitet i foranstaltningen, således at den løbende kan tilpasses skærpes eller lempes afhængig af den unges adfærd og udvikling. Den samlede varighed af sanktionen foreslås at være 2 år. Den samlede længstetid for ophold i institution/opholdssted foreslås at være på 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret institution.

Der opstilles fire kriterier med henblik på afgrænsning af den personkreds, som ungdomssanktionen skal kunne anvendes over for: Et objektivt alderskriterium, et kriterium, der knytter sig til gerningsmandens personlige forhold ("social profil"), et kriterium, der angår kriminalitetens art (kriminalitetskravet), og endelig et kriterium, der knytter sig til den straf, den unge lovovertræder ellers ville blive idømt (strafkravet).

Ungdomssanktionen tager sigte på unge, der er fyldt 15 år, og som endnu ikke er fyldt 18 år. Det er alderen på gerningstidspunktet, der er afgørende.

For så vidt angår den "sociale profil" er målgruppen efter forslaget kendetegnet ved, at der er tale om unge med markante tilpasningsproblemer, dvs. unge med en mangelfuldt udviklet evne til at skabe normale sociale relationer, besvær med at orientere sig i normale sociale sammenhænge og ofte præget af et højt angstniveau med deraf følgende uhensigtsmæssige og grænseoverskridende reaktionsformer, herunder kriminelle handlinger af særlig voldsom eller voldelig karakter. Deres adfærd er i mange tilfælde karakteriseret ved, at de typisk i forbindelse med, at de færdes i grupper ved truende eller lignende aggressiv adfærd optræder på en måde, der skaber frygt og utryghed i de områder, hvor de færdes.

Anvendelse af ungdomssanktionen forudsætter efter forslaget, at foranstaltningen må anses for formålstjenlig til at imødekomme den unges særlige behov for behandling, og hovedformålet med ungdomssanktionen vil være at varetage det individualpræventive formål med at straffe: At undgå at den unge begår ny kriminalitet. Det vil således være en forudsætning for anvendelse af ungdomssanktionen, at den unge efter en individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling.

For så vidt angår kriminalitetens art, er det efter forslaget navnlig tanken, at ungdomssanktionen skal anvendes ved grovere personfarlig kriminalitet, f.eks. vold, røveri og voldtægt. Ungdomssanktionen skal endvidere kunne anvendes i tilfælde af anden alvorlig kriminalitet, herunder mere omfattende berigelseskriminalitet, brugstyverier eller hærværk.

Hvad endelig angår strafkravet, vil

ungdomssanktionen kunne anvendes i sager, hvor domstolene i dag ville idømme en ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage op til ca. 1 år. Det vil dog ikke være udelukket at anvende sanktionen over for unge, der står til en lidt længere ubetinget fængselsstraf, f.eks. på 1 år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen anses for mere formålstjenlig end almindelig fængselsstraf. For så vidt angår undergrænsen må man dog være opmærksom på, at grænsen mellem ubetinget og betinget dom ikke er ganske skarp i retspraksis, og at selve eksistensen af en ny sanktionsform vil kunne påvirke sanktionsvalget i dette grænseområde.

Efter forslaget er det retten, der skal træffe afgørelse om, hvorvidt en ung, der er fundet skyldig, er omfattet af målgruppen for ungdomssanktionen og således opfylder betingelserne for at blive idømt denne sanktion i stedet for almindelig fængselsstraf. Kommer retten til det resultat, at der skal idømmes ungdomssanktion, skal retten i dommen fastsætte de overordnede rammer med hensyn til varigheden af institutionsophold og eventuelt andre pålæg. Retten skal træffe afgørelse på grundlag af indstillingen fra de sociale myndigheder og anklagemyndighedens og forsvarerens påstande og procedurer.

Efter forslaget er det ikke en forudsætning for at anvende ungdomssanktionen, at den unge (eller forældremyndighedsindehaveren) giver samtykke til foranstaltningen. Det er dog en forudsætning, at den unge efter en individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling. Findes den unge undtagelsesvis uegnet til behandling inden for det sociale system, skal der efter forslaget idømmes en almindelig straf. Findes den unge derimod ikke uegnet til behandling, og er den unge omfattet af målgruppen, idømmes ungdomssanktionen, selv om den unge måtte foretrække en almindelig straf, der vil være af kortere varighed end ungdomssanktionen. Den pågældende har således ikke valgfrihed.

Lovforslaget indebærer også, at der gennem en ændring af lov om social service indføres en pligt for kommunen til at udarbejde en foreløbig handleplan senest 7 dage efter, at den har modtaget dokumentation fra politiet om alvorligere kriminalitet, således at den nødvendige sociale indsats navnlig over for børn og unge under den kriminelle lavalder kan iværksættes så hurtigt som muligt efter, at kriminaliteten er begået.

Lovforslaget bygger på den rapport, som Ekspertgruppen om ungdomskriminalitet afleverede til justitsministeren og socialministeren den 2. februar 2001. Ekspertgruppen blev nedsat af regeringen den 27. oktober 2000.

Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.