Legislator Case Law & Legislation
20001XX00356 DK

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2001) - L 211

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 211 Valid

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2001)

Undervisningsministeren (Margrethe Vestager)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om den fri ungdomsuddannelse. (Målgruppe, skolebaseret undervisning, tilrettelæggelse af uddannelsesdele m.v.).

(Lovforslag nr. L 211).

Den fri ungdomsuddannelse har eksisteret som uddannelsesmulighed siden 1995. Målgruppen er unge, der ikke benytter eller fuldender en af de ordinære ungdomsuddannelser. Uddannelsen har til formål at udvikle den unges personlige kompetence og give alsidige kvalifikationer med henblik på, at den unge enten søger over i en formelt kompetencegivende uddannelse eller får mulighed for at indtræde i arbejdsmarkedet.

Lovforslagets hovedformål er at øge optaget af unge, der har udtalte behov for at få styrket deres faglige, personlige og sociale kompetencer, og som af forskellige årsager ikke benytter en ordinær ungdomsuddannelse eller integreres i arbejdsmarkedet. Med henblik herpå skal vejledningsindsatsen om og i den fri ungdomsuddannelse styrkes, og muligheden for at tilrettelægge uddannelsesforløb som holdundervisning for elever med særlige behov skal synliggøres.

En treårig forløbsundersøgelse af uddannelsen, der blev afsluttet med udgangen af 2000, viser, at uddannelsen har været i stand til at tiltrække et bredt spektrum blandt målgruppens unge, og at uddannelsen har opfyldt målsætningen om, at den skal forøge de unges mulighed for og tilbøjelighed til at søge videre udannelse eller finde beskæftigelse. 52 pct. af de unge, der har afsluttet en fri ungdomsuddannelse, er under uddannelse, mens 38 pct. er i arbejde. Samtidig viser det sig, at uddannelsen til en vis grad rekrutterer skævt inden for målgruppen, og at uddannelsen har potentiale til et større optag af unge, der ikke benytter eller fuldfører de eksisterende ungdomsuddannelser.

Både skolerne og Fællesrådet for den Fri Ungdomsuddannelse skal styrke vejledningsindsatsen og medvirke til at sikre udnyttelsen af uddannelsens potentiale til et øget optag af disse unge. Med henblik på at øge indsatsen fra de uddannelsesansvarlige skolers side er det hensigten at søge vejledningstilskuddet forhøjet. Med hensyn til en øget indsats fra fællesrådets side vil der med forslaget bortfalde en række administrative opgaver for fællesrådet, hvilket bevirker, at fællesrådet skal opprioritere varetagelsen af de egentlige rådgivnings- og informationsmæssige opgaver, herunder særligt styrke kursusvirksomheden for uddannelsens vejledere.

I forlængelse af hovedformålet foreslås samtidig målgruppen afgrænset i overensstemmelse med formålet med uddannelsen i forhold til alder og forudgående uddannelse. Med forslaget vil unge, der er fyldt 25 år eller har gennemført en ungdomsuddannelse, ikke kunne optages i uddannelsen.

Det foreslås lovfæstet, hvilke forløb, der kan indregnes som skolebaseret undervisning. Bemyndigelsen efter gældende lov til undervisningsministeren om at fastsætte nærmere regler om uddannelsens indhold, herunder om omfanget af skolebaseret undervisning i forhold til det samlede uddannelsesforløb, videreføres, idet bemyndigelsen foreslås udvidet til at fastsætte regler også om varigheden af de enkelte uddannelsesdele, herunder om den samlede varighed af uddannelsesdele i udlandet, uanset om udlandsundervisningen udgøres af skolebaseret undervisning eller anden undervisning. Endvidere foreslås nogle ændringer vedrørende administrationen af uddannelsen, herunder om elektronisk udarbejdelse og registrering af uddannelsesplanerne. Endelig indeholder forslaget enkelte tekniske ændringer.

Idet jeg henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →