Skriftlig fremsættelse (28. marts 2001) - L 205
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (28. marts 2001)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning og lov om miljøbeskyttelse. (Betaling for miljøvenlig elektricitet og kontrol hermed samt dispensation vedrørende restprodukter fra elproducerende anlæg m.v.)
(Lovforslag nr. L 205).
Lovforslaget indeholder dels nogle tilpasninger af den gældende elforsyningslov, dels regler om pristillæg for de VE-anlæg, som opføres eller er opført som følge af pålæg efter den tidligere gældende elforsyningslov. Desuden foreslås en mindre ændring i miljøbeskyttelsesloven, som er medtaget i dette lovforslag fordi den vedrører kraftværkernes adgang til at etablere fælles affaldsdeponering for restprodukter.
Elforsyningsloven
Med forslaget om ændring af elforsyningsloven gives der mulighed for at godtgøre den ekstraomkostning, der er blevet pålagt de store elforbrugere i perioden fra den 16. august 1999 til den 1. november 2000, som følge af, at ikrafttrædelsen af lovens 100 GWh-grænse måtte afvente godkendelse fra Europa-Kommissionen, som tog næsten 1 1/2 år.
Der foreslås herudover indført en regel, hvorefter samme 100 GWh-grænse skal gælde for den støtte, der ydes til visse miljøvenlige, kraftværksejede anlæg. Da sådan støtte har været ydet i år 2000, foreslås det at give denne bestemmelse virkning fra den 1. januar 2000. Denne ændring er en konsekvens af aftalen af 17. november 1999 mellem elreformpartierne.
Det foreslås endvidere, at støtten til de anlæg til produktion af VE-elektricitet, som opføres som følge af pålæg efter den tidligere gældende elforsyningslov, omlægges fra aftagepligt for forbrugerne til et direkte pristillæg Formålet hermed er at forhindre, som den mængde elektricitet, som forbrugerne kan købe på det frie elmarked, indskrænkes. Lovforslaget indebærer at pristillægget til elektricitet fra disse anlæg fastsættes direkte i elforsyningsloven. Det drejer sig navnlig om pristillæg til den allerede besluttede udbygning med havvindmøller og til realisering af den aftalte biomassehandlingsplan. Omkostningerne foreslås fordelt på forbrugerne efter de samme principper, som gælder aftagepligten for miljøvenlig strøm. Det betyder, at 100 GWh grænsen også vil gælde for disse pristillæg, og egenproducenter får fortsat mulighed for kun at bidrage til udbygningen med vedvarende energi i forhold til det elforbrug, som de aftager fra det kollektive elforsyningsnet. Omkostningerne vil endvidere blive udlignet mellem Øst- og Vestdanmark.
Endeligt foreslås, at der i elforsyningsloven indføres en adgang for miljø- og energiministeren til at fastsætte nærmere regler om tilsyn og kontrol med de midler, som elforbrugerne betaler til de offentlige serviceforpligtelser, herunder tilskud og pristillæg til miljøvenlig elproduktion og med pligten til at aftage miljøvenlig elektricitet.
Miljøbeskyttelsesloven
Herudover indeholder lovforslaget et forslag til en ændring i lov om miljøbeskyttelse, som vedrører deponering af restprodukter fra el- eller varmeproduktionsanlæg. Det bliver muligt for amterne at tillade, at en el- eller varmeproducerende virksomhed deponerer affald fra andre, tilsvarende anlæg.
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.