Skriftlig fremsættelse (Den 28. marts 2001) - L 206
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (Den 28. marts 2001)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord (Anlæg for deponering af affald m.v.)
(Lovforslag nr. L 206)
Lovforslaget skal tilvejebringe det nødvendige lovgrundlag til Danmarks gennemførelse af EU's deponeringsdirektiv, og det skal være gennemført i medlemslandene senest den 16. juli 2001.
Deponeringsdirektivet har til formål at sikre fælles EU-kriterier og -standarder for affaldsbortskaffelse ved deponering. Det gøres ved hjælp af driftsmæssige og tekniske krav til deponeringsanlæg.
Lovforslaget indebærer blandt andet
- at alle anlæg for deponering af affald skal klassificeres,
- at alle eksisterende anlæg for deponering af affald skal revurderes,
- at alle eksisterende anlæg for deponering af affald, der ikke opnår tilladelse til forsat drift, vil få forbud mod fortsat drift og påbud om nedlukning og efterbehandling senest pr. 16. juli 2009,
- at der kan stilles krav om, at alle anlæg for deponering af affald skal have en ledelse, som er teknisk kompetent til at lede anlægget,
- at den, der driver et anlæg for deponering af affald skal stille sikkerhed for de forpligtelser, der påhviler anlægget,
- at alle omkostninger ved deponering af affald betales af de affaldsproducenter, der benytter anlægget,
- at der sikres driftsherren adgang til ejendommen, uanset om rådigheden senere er overgået til en anden, således at nedlukning og efterbehandling af anlægget kan ske, og
- at der skabes mulighed for ekspropriation til etablering af moniteringsboringer på fremmed grund.
Deponeringsdirektivets krav til indretning - herunder forebyggende foranstaltninger og beskyttelsesforanstaltninger - samt kontrol- og overvågningsprocedurer i forbindelse med drift og efterbehandling svarer i princippet til de vilkår, der er stillet til deponeringsanlæg i Danmark godkendt efter 1997. Kravene til økonomisk sikkerhedsstillelse, som normalt vil gælde for en periode på minimum 30 år, kravene til teknisk kompetence hos ledelsen og uddannelse af personale samt kravene til affaldskarakterisering er derimod nye i forhold til dansk praksis.
Alle eksisterende deponeringsanlæg skal ifølge direktivet inden 16. juli 2002 fremsende oplysninger til godkendelsesmyndigheden med henblik på en vurdering af, om et anlæg opfylder eller kan bringes til at opfylde direktivets krav. Det vurderes, at en række eksisterende deponeringsanlæg bl.a. fyldpladser må lukkes som følge af direktivets gennemførelse, men dette vil ske med respekt for den gældende 8-årige retsbeskyttelse.
Lovforslaget indeholder derudover en række bestemmelser i forhold til godkendelsesmyndigheden og tilsynsmyndighedens behandling af revurderingen af deponeringsanlæggene.
Med lovforslaget foreslås samtidig præciseret, at jordforureningslovens 30 års regel for adgang til at meddele påbud skal regnes fra ophøret af efterbehandlingsperioden. Endelig foreslås miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven konsekvensændret som følge af, at Folketinget har afskaffet hæftestraffen.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg det til Folketingets velvillige behandling.