Skriftlig fremsættelse (20. marts 2001) - L 191
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (20. marts 2001)
Indenrigsministeren (Karen Jespersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Frihedsberøvelse af asylansøgere og administrativ udvisning m.v.).
(Lovforslag nr. L 191).
Det overordnede formål med lovforslaget er dels at modvirke kriminalitet blandt asylansøgere, dels at sikre andre asylansøgere på asylcentrene mod vold og trusler og dermed også sikre ro og orden på asylcentrene.
Lovforslaget har endvidere til formål at forhindre, at en asylansøger gennem sin adfærd modvirker sagsoplysningen. I en række tilfælde, hvor en asylansøger ikke medvirker til sagens oplysning, er der således grund til at tro, at det væsentligste formål med ansøgningens indgivelse ikke er at opnå opholdstilladelse her i landet, men at udnytte opholdet under asylsagens behandling til f.eks. at begå kriminalitet.
Lovforslaget skaber mulighed for at frihedsberøve asylansøgere, der er administrativt udvist på grund af kriminalitet, og asylansøgere, der gennem deres adfærd lægger væsentlige hindringer i vejen for asylsagens oplysning. Det forudsættes, at bestemmelserne administreres under hensyntagen til det almindelige proportionalitetsprincip og Danmarks internationale forpligtelser. Det er derfor blandt andet forudsat, at frihedsberøvelse efter de foreslåede bestemmelser kun kan opretholdes i det omfang, asylsagsbehandlingen ikke trækker unødigt i langdrag.
Herudover indebærer lovforslaget, at anvendelsesområdet for udlændingelovens bestemmelser om administrativ udvisning udvides til også at omfatte tilfælde, hvor en asylansøger optræder voldeligt eller truende over for personalet eller beboere på et asylcenter, samt overtrædelser af visse af straffelovens bestemmelser om vold m.v. og overtrædelser af våbenloven.
Forslaget indebærer endvidere, at Flygtningenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, i udlændingeloven gives udtrykkelig kompetence til at beslutte, at en sag eller en bestemt gruppe af sager skal undergives særlig hurtig behandling i nævnet.
Forslaget indeholder endelig bestemmelser, der skal sikre en permanent anvendelse af Center Sandholm og en meget hurtig gennemførelse af de bygningsmæssige foranstaltninger, som vil være nødvendige som følge af lovforslagets øvrige bestemmelser.