Skriftlig fremsættelse (14. marts 2001) - L 181
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (14. marts 2001)
Undervisningsministeren (Margrethe Vestager)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer.
(Lovforslag nr. L 181).
Formålet med lovforslaget er først og fremmest at sikre personer med udenlandske uddannelseskvalifikationer, herunder flygtninge og indvandrere, adgang til inden for en rimelig frist at få deres kvalifikationer vurderet efter en ensartet og gennemskuelig procedure. Regeringen finder, at adgangen til at få foretaget en vurdering er vigtig for, at personer med udenlandske uddannelseskvalifikationer kan få lettere adgang til det danske arbejdsmarked og/eller til videreuddannelse i det danske uddannelsessystem. Lovforslaget skal således også ses som et konkret initiativ til opfyldelse af overordnede målsætninger om, at indvandrere og flygtninge deltager i arbejds- og uddannelseslivet på lige fod med andre borgere, som det er kommet til udtryk i Regeringens handlingsplan for integration, februar 2000.
Lovforslaget fremmer vurderingen og anerkendelsen af udenlandske uddannelseskvalifikationer i Danmark og etablerer faste rammer for den vurderingsopgave, som Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser har haft siden centrets etablering 1. januar 2000. Efter lovforslaget skal Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser løse vurderingsopgaven uden at røre ved eksisterende faglige kompetencer på vurderings- og anerkendelsesområdet. Det er således fortsat den enkelte uddannelsesinstitution, det enkelte faglige udvalg, den enkelte arbejdsgiver m.fl., der træffer den endelige afgørelse om anerkendelse af udenlandske kvalifikationer. Centret skal dog have kompetence til at pålægge uddannelsesinstitutioner at tage afgørelser om optagelse af og merit for personer med udenlandske uddannelseskvalifikationer op til fornyet behandling.
Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser skal desuden
fungere som centralt informations- og videnscenter for vurdering og anerkendelse af udenlandske uddannelseskvalifikationer
bruge disse erfaringer til løbende fornyelse af egen virksomhed, herunder udvikle en række forskellige vurderingsværktøjer, der kan anvendes varieret, og
informere offentligheden om sin aktivitet og føre løbende dialog med interessenter, der på forskellig måde beskæftiger sig med vurdering og anerkendelse af udenlandske uddannelseskvalifikationer.
Med etableringen af Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser er der etableret en instans, der entydigt har til opgave at fremme vurdering og anerkendelse af udenlandske uddannelseskvalifikationer.
Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser planlægger en målrettet informationsindsats om centrets virksomhed og kompetencer. Informationsindsatsen, som vil blive iværksat i forbindelse med vedtagelsen af lovforslaget, vil blive rettet mod arbejdsmarkedets parter, indvandrerorganisationer, myndigheder, uddannelsesinstitutioner og andre interessenter, der på forskellig måde beskæftiger sig med vurdering og anerkendelse af udenlandske uddannelseskvalifikationer.
Driftsudgifterne fastsættes årligt på finansloven og afholdes af Undervisningsministeriet. På finansloven for 2001 er der for 2001 og BO-årene afsat en årlig bevilling på 10,8 mio. kr. til vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.