Skriftlig fremsættelse (14. marts 2001) - L 180
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (14. marts 2001)
Undervisningsministeren (Margrethe Vestager)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.
(Lovforslag nr. L 180).
Det er en forudsætning for at kunne fastholde og ikke mindst udvikle en høj standard inden for bistands-, pleje- og omsorgsområdet, at de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser fremstår som attraktive og tidssvarende uddannelser. Lovforslaget skal dels sikre, at de færdiguddannede til stadighed kan honorere de kvalitetskrav til pleje og omsorg, der stilles af amter og kommuner samt af brugere og patienter, dels sikre, at uddannelserne i tilstrækkeligt omfang vælges af de unge.
Udviklingen gennem de sidste år har vist et tiltagende behov for at styrke de faglige og almene kompetencer, det etiske element samt de grundlæggende værdier i uddannelserne. Udviklingen har endvidere vist, at de unge i stigende grad fravælger social- og sundhedsuddannelserne med det resultat, at der er begyndende mangel på færdiguddannede.
Forslaget indebærer en reform af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, som de har eksisteret siden 1991. Det samlede uddannelsessystem består af social- og sundhedshjælperuddan-nelsen, overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistentuddannelsen, samt den pædagogiske grunduddannelse.
Reformen omfatter en forlængelse af uddannelserne med det formål at styrke det almene, omsorgsrettede og etiske element i uddannelserne. Der indføres en ny uddannelsesstruktur, der indebærer, at indgangsåret erstattes med et fleksibelt grundforløb på normalt 20 uger til social- og sundhedshjælperuddannelsen og til den pædagogiske grunduddannelse. Endvidere etableres der strukturforsøg med direkte adgang til et samlet forløb til social- og sundhedsassistent.
En ændring af optagelsesreglerne skal lette adgangsvejen til uddannelserne og gøre social- og sundhedsuddannelserne mere synlige blandt de øvrige ungdomsuddannelser. Ændringen indebærer, at de unge ikke selv skal være opsøgende i forsøget på at opnå ansættelse som elev, men i stedet optages af den enkelte social- og sundhedsskole, der formidler ansættelsesaftalen mellem eleven og en ansættende myndighed.
Afskaffelse af adgangsprøven til de mellemlange videregående sundhedsuddannelser skal give bedre muligheder for et karriereforløb gennem videre uddannelse. Med forslaget bliver det muligt for elever i social- og sundhedsassistentuddannelsen at opnå de formelle adgangsbetingelser til de mellemlange videregående sundhedsuddannelser.
Endelig foreslås til styrkelse af elevernes retsstilling en udvidelse af elevernes klagemuligheder samt oprettelse af et særlige klageudvalg.
Idet jeg henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.