Legislator Case Law & Legislation
20001XX00312 DK

Skriftlig fremsættelse (2. marts 2001) - L 179

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 179 Valid

Skriftlig fremsættelse (2. marts 2001)

Udenrigsministeren (Mogens Lykketoft)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union. (Danmarks ratifikation af Nice-traktaten).

(Lovforslag nr. L 179).

Formålet med lovforslaget er at gøre det muligt for Danmark at ratificere Nice-traktaten.

Nice-traktaten baner vejen for udvidelsen af EU. Når alle medlemslande har godkendt traktaten, vil EU for sit vedkommende være parat til at byde de første nye medlemslande velkommen.

Nice-traktaten er EU s udvidelsestraktat, hvilket bl.a. fremgår af traktatens præambel (indledning). Her fremhæves den historiske betydning af at bringe det europæiske kontinents deling til ophør. Det fremgår, at formålet med traktaten er at fuldføre den proces, der blev indledt med Amsterdam-traktaten med henblik på at forberede EU s institutioner på at fungere i et udvidet EU. Samtidig understreges EU-landenes vilje til at færdiggøre tiltrædelsesforhandlingerne med et positivt resultat.

EU s udvidelse vil øge den europæiske stabilitet og være med til at fastholde de sikkerhedspolitiske gevinster, den kolde krigs afslutning gav Danmark og Europa. Udvidelsen af EU med de ti central- og østeuropæiske lande (Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn og Rumænien) samt Cypern og Malta ligger derfor i klar forlængelse af det oprindelige sigte med det europæiske samarbejde: at sikre freden og friheden i Europa. Målet er at udvide det stabilitets- og velfærdsområde, som Vesteuropa, ikke mindst i kraft af EU, har udviklet sig til. Udvidelsen vil resultere i Europas samling efter mere end 50 års deling i Øst og Vest.

Udvidelsen vil også være en økonomisk gevinst for Danmark. Det vil især kunne mærkes af de små og mellemstore danske virksomheder, der i disse år har gode muligheder for at komme ind på de nye markeder. Med ansøgerlandenes tilpasning til det indre marked følger bedre og mere gennemsigtige vilkår for erhvervslivet. Det er til gavn for investorer og eksportører. Fortsat økonomisk stabilitet og stigende vækst i ansøgerlandene vil skabe et stadigt større markedspotentiale for danske virksomheder. Det vil betyde flere arbejdspladser i Danmark og et styrket grundlag for videreudviklingen af det danske velfærdssamfund.

Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →