Legislator Case Law & Legislation
20001XX00283 DK

Skriftlig fremsættelse (1. februar 2001) - L 154

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 154 Valid

Skriftlig fremsættelse (1. februar 2001)

Miljø- og energiministeren (Svend Auken)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om udnyttelse af vedvarende energikilder m.v. (Solvarmepligt i nybyggeri uden for fjernvarmeområderne m.v.) (Lovforslag nr. L 154)

Lovforslaget er udarbejdet på grundlag af den beretning, som Folketingets Energipolitiske Udvalg i juni 2000 afgav over et forslag til Folketingsbeslutning om pligt til at installere solvarmeanlæg i nybyggeri uden for fjernvarmeområderne (B 33). Beretningen resulterede i en plan for at øge udbredelsen af solvarmeanlæg, idet installationen af nye anlæg er faldet væsentligt i de senere år.

Solvarmeplanen indeholder en række anbefalinger: Det anbefales således, at der indføres pligt til at installere solvarmeanlæg i nybyggeriet uden for fjernvarmeområderne for offentlige og selvejende institutioner, det støttede boligbyggeri, erhvervsbyggeriet og visse større sommerhuse. Endvidere anbefales det, at administrationen af tilskud til solvarme smidiggøres, herunder at det gældende tilskudsloft til solvarmeanlæg på 1 mio. kr. ophæves. Derudover anbefales bl.a. nye kampagner og samarbejde med forsyningsselskaberne om udbredelse af solvarme.

Lovforslaget indeholder to elementer. For det første indføres en pligt til at installere solvarmeanlæg i nybyggeri udenfor fjernvarmeområder i kommuner, selvejende institutioner, erhvervsvirksomheder og visse større sommerhuse. For så vidt angår de øvrige bygningskategorier, som er nævnt i solvarmeplanen, statsligt byggeri og støttet byggeri, vil der blive indført tilsvarende forpligtelser til at installere solvarmeanlæg med hjemmel i den lovgivning, som henhører under by- og boligministeren.

I overensstemmelse med solvarmeplanens anbefalinger skal der kun installeres solvarmeanlæg, hvor dette er brugerøkonomisk fordelagtigt. Administrationen af bestemmelserne skal ske i forbindelse med den kommunale byggesagsbehandling. Det forventes, at forpligtelsen til at installere solvarmeanlæg vil føre til, at der bliver installeret ca. 1.200 anlæg af standardstørrelse årligt.

For det andet afskaffes det bestående loft over tilskud til solvarmeanlæg, 1 mio. kr., således at der bliver mulighed for at give større tilskud til store anlæg f.eks. i forbindelse med fjernvarmeværker.

Foruden de initiativer, som indgår i nærværende forslag, vil der også blive arbejdet videre med at gennemføre de øvrige anbefalinger, som fremgår af solvarmeplanen.

Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →