Skriftlig fremsættelse (10. januar 2000) - L 143

Skriftlig fremsættelse (10. januar 2000)

Justitsministeren (Frank Jensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om erstatningsansvar, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv. (Revision af regler om erstatning for personskade mv. samt nedsættelse af afgiften af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv.).

(Lovforslag nr. L 143).

Lovforslaget indeholder en revision af erstatningsansvarslovens regler om erstatning mv. for personskade samt nogle yderligere forbedringer særligt for ofre for forbrydelser.

Lovforslaget bygger i det væsentlige på betænkning nr. 1383/2000 fra Justitsministeriets arbejdsgruppe om revision af erstatningsansvarsloven mv. (flertallets forslag).

De foreslåede ændringer af erstatningsansvarsloven og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (offererstatningsloven) vil medføre en væsentlig generel forhøjelse af erstatningsniveauet ved personskade og tab af forsørger. Forslaget indebærer herudover forskellige andre forbedringer af de skadelidtes retsstilling samt andre justeringer i lyset af de erfaringer, der er indhøstet, siden erstatningsansvarsloven trådte i kraft i 1984. Lovforslaget indebærer endvidere, at erstatningsansvarslovens regler på visse punkter tilnærmes reglerne i arbejdsskadesikringsloven.

Erstatningsniveauet ved personskade og tab af forsørger foreslås navnlig forhøjet ved at ændre den kapitaliseringsfaktor, der anvendes ved beregning af erhvervsevnetabserstatning, fra 6 til 10, og ved at forhøje méngodtgørelsen og minimumsbeløbet for forsørgertabserstatning tilsvarende. Samtidig ændres reglerne om nedsættelse af disse erstatninger mv. på grund af skadelidtes/afdødes alder, således at nedsættelsen starter tidligere, foregår mere jævnt og slutter på et højere niveau end efter de gældende regler. Erstatningerne vil blive større for alle skadelidte.

Med den foreslåede forhøjelse af kapitaliseringsfaktoren mv. kompenseres der for det fald i renteniveauet, der er sket, siden loven trådte i kraft i 1984.

Den højeste erhvervsevnetabserstatning, der kan udmåles ved 100 procent erhvervsevnetab, vil efter forslaget være 6.020.000 kr., og det er en stigning på knap 2,5 mio. kr. i forhold til i dag. Méngodtgørelsen vil ved en méngrad på 100 procent blive forhøjet fra 344.000 kr. til 573.500 kr.

Lovforslaget indeholder herudover følgende hovedpunkter

1) Det medicinske stationærtidspunkt udgår som afgrænsning af, hvor længe der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Der kan efter forslaget ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt midlertidigt eller varigt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Endvidere skal den endelige fastlæggelse af erhvervsevnetabet afvente en eventuel revalidering eller omskoling.

Som følge af disse ændringer foreslås det endvidere, at sagens parter i særlige tilfælde skal kunne anmode Arbejdsskadestyrelsen om midlertidige udtalelser om fastsættelsen af erhvervsevnetabet, hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret. Styrelsen afgiver i dag tilsvarende udtalelser efter arbejdsskadesikringsloven. Der vil således kunne fastsættes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, når der foreligger en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Arbejdsskadestyrelsens udtalelser skal efter forslaget afgives så vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter, at styrelsen er blevet anmodet om udtalelsen.

Det foreslås, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke skal ophøre, hvis Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse fastsætter erhvervsevnetabsprocenten til under 15, således at der ikke udløses en erhvervsevnetabserstatning.

Beløb, der er udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, skal ikke kunne kræves tilbagebetalt, selv om det senere viser sig, at der rent faktisk ikke lides et varigt erhvervsevnetab, som kan danne grundlag for en erhvervsevnetabserstatning. På baggrund af praksis efter arbejdsskadesikringsloven må det imidlertid forventes, at langt de fleste sager om erhvervsevnetab vil kunne afgøres endeligt inden for 2 år. I praksis vil der således normalt blive ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt endeligt at skønne over skadelidtes erhvervsevne.

Lovforslaget vil således medføre som den praktiske hovedregel, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste normalt højst udbetales i ca. 2 år, hvorefter der hvis der må antages at være lidt et varigt erhvervsevnetab ydes en foreløbig eller varig erhvervsevnetabserstatning.

2) Efter erstatningsansvarslovens § 8 udmåles erhvervsevnetabserstatning til børn og visse persongrupper, der udnytter erhvervsevnen på en måde, som ikke medfører erhvervsindtægt f.eks. unge under (ulønnet) uddannelse på grundlag af den medicinske méngrad. Dette kan i visse tilfælde medføre en højere erstatning, end hvis erstatningen blev fastsat på grundlag af en skønnet erhvervsindtægt, mens det i andre tilfælde medfører, at personer, der faktisk lider et væsentligt erhvervsevnetab, ikke får nogen erhvervsevnetabserstatning, fordi méngraden er under lovens grænse på 15 procent. Som eksempel på de sidstnævnte tilfælde kan nævnes piskesmældsramte personer.

Det foreslås, at særreglen i § 8 begrænses til kun at gælde for børn, for hvem det på grund af lav alder ikke er muligt at opstille en erhvervsprognose. Som aldersgrænse foreslås 15 år, idet det i almindelighed ikke er muligt at fastslå erhvervsevnetabet for børn, som endnu ikke har afsluttet deres grundskoleforløb. Beregningsmetoden foreslås også ændret, bl.a. således at erstatningen ikke længere udmåles som en procentdel af méngodtgørelsen, men i stedet beregnes ved at gange méngraden med en standardårsløn og herefter gange med kapitaliseringsfaktoren. Det foreslås endvidere at nedsætte undergrænsen fra 15 til 5 procent mén, således at kun de absolut bagatelagtige skader bliver undtaget. I de andre tilfælde, som er omfattet af den gældende bestemmelse, indebærer forslaget, at erhvervsevnetabserstatningen fremover skal beregnes i overensstemmelse med lovens hovedregel, således at skadelidtes årsløn fastsættes skønsmæssigt som et udtryk for den økonomiske værdi af skadelidtes arbejdskraft på skadestidspunktet.

3) Det foreslås at udvide skadelidtes adgang til at få genoptaget sager om erstatning for varige følger (erhvervsevnetab og varigt mén), således at ikke kun ændringer i skadelidtes helbredstilstand kan begrunde, at sagen genoptages, og således at genoptagelsesadgangen også for de varige skaders vedkommende kommer til at svare til, hvad der følger af almindelige processuelle grundsætninger om materiel retskraft. Genoptagelse skal således efter forslaget været betinget af, at de faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afgørelse. En ændret vurdering af erhvervsevnetabet, f.eks. fordi det viser sig, at den pågældende alligevel ikke kan bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet, vil dermed også kunne føre til genoptagelse. Dette vil styrke de generelle bestræbelser på at fastholde skadelidtes tilknytning til arbejdsmarkedet, idet de skadelidte ikke længere vil risikere at få forringet deres retsstilling, hvis de prøver at fastholde et arbejde, men efter få år må konstatere, at han eller hun alligevel ikke er i stand til at opretholde en væsentlig og varig tilknytning til arbejdsmarkedet.

4) Det foreslås at indføre en ny regel, hvorefter der ved dødsfald i overensstemmelse med princippet i arbejdsskadesikringsloven ud over en eventuel forsørgertabserstatning kan udbetales et overgangsbeløb til afdødes ægtefælle eller samlever eller efter omstændighederne til andre efterladte. Overgangsbeløbet foreslås fastsat til 108.000 kr. (pr. 1. januar 2001), ligesom efter arbejdsskadesikringsloven. Et sådant overgangsbeløb vil kunne dække de mere eller mindre dokumenterbare udgifter, der som regel er forbundet med en ægtefælles eller samlevers død, f.eks. udgifter til flytning, udgifter til bistand i hjemmet og begravelsesudgifter.

5) De tortgodtgørelsesbeløb, der i praksis udmåles ved sædelighedsforbrydelser mv., kan formentlig ofte opleves som urimeligt lave set i lyset af den krænkelse, den forurettede har været udsat for. En sædelighedsforbrydelse mv., herunder incest, kan i særlig grad virke krænkende for forurettede. Ved fuldbyrdet voldtægt ydes der normalt en godtgørelse på ca. 30.000 - 45.000 kr.

Der foreslås en ny bestemmelse, hvorefter det ved fastsættelse af tortgodtgørelse kan tillægges særlig vægt, at krænkelsen er begået ved en overtrædelse af straffelovens kapitler 23 - 24, dvs. forbrydelser mod kønssædeligheden og forbrydelser i familieforhold, herunder navnlig incest. Der tilsigtes med baggrund heri som udgangspunkt en fordobling af godtgørelsesbeløbene i forhold til det hidtidige niveau i tilsvarende tilfælde. Fastsættelsen af godtgørelsen skal i øvrigt fortsat ske ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag.

6) Det foreslås i det væsentlige at ophæve offererstatningslovens princip om, at den erstatning, som staten yder til ofre for forbrydelser, er subsidiær i forhold til andre ydelser, som tilkommer den skadelidte i anledning af skaden. Det foreslås således, at sociale ydelser ligesom efter erstatningsansvarsloven ikke skal fratrækkes i erstatningen, selv om den pågældende ydelse helt eller delvis dækker en tabspost, der kræves erstatning for.

Ordningen efter offererstatningsloven vil hermed blive bragt på linje med den, der gælder på andre områder, hvor det offentlige påtager sig en erstatningspligt uden (nødvendigvis) at være erstatningsansvarlig efter almindelige regler, jf. navnlig patientforsikringsloven og lægemiddelerstatningsloven.

Socialministeren vil i lyset af de foreslåede ændringer af erstatningsansvarsloven om kort tid fremsætte lovforslag om ændringer af arbejdsskadesikringsloven.

Forhøjelsen af erstatningsniveauet ved personskade og tab af forsørger må forventes at ville medføre præmiestigninger på en række ansvarsforsikringer, herunder for motorkøretøjer. På grund af reglerne om afgift til staten af præmier for motoransvarsforsikringer ville lovforslaget umiddelbart medføre en nettoindtægt for det offentlige. Det foreslås imidlertid at nedsætte afgiftssatserne, således at lovforslaget og socialministerens forslag om ændring af arbejdsskadesikringsloven samlet set bliver indtægts- og udgiftsneutrale for det offentlige.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.