Legislator Case Law & Legislation
20001XX00162 DK

Skriftlig fremsættelse (6. december 2000) - L 130

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 130 Valid

Skriftlig fremsættelse (6. december 2000)

Justitsministeren (Frank Jensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af kriminallov for Grønland. (Krænkelse af statens internationale forpligtelser samt adgang til og vilkår for færdsel i visse dele af Grønland).

(Lovforslag nr. L 130).

Efter § 1, stk. 1, i lov nr. 156 af 10. maj 1967 om visse forholdsregler i henhold til De Forenede Nationers pagt, som ændret ved § 2 i lov nr. 228 af 6. juni 1985, kan der ved kgl. anordning træffes sådanne forholdsregler, som Danmark i medfør af De Forenede Nationers pagt er forpligtet til at iværksætte til gennemførelse af beslutninger, der er truffet af FN s Sikkerhedsråd. Loven gælder også for Grønland.

En sådan anordning indeholder ikke og kan efter hjemmelsgrundlaget ikke indeholde en selvstændig straffebestemmelse. I Danmark (og på Færøerne) straffes overtrædelse af sådanne bestemmelser eller forbud efter straffelovens § 110 c, stk. 2.

I den grønlandske kriminallov er der ikke i dag en bestemmelse svarende til den danske straffelovs § 110 c, stk. 2. Retstilstanden er således den, at der kan iværksættes og bliver iværksat forholdsregler, der også gælder i Grønland, men at der ikke i Grønland er hjemmel til at dømme for overtrædelse af forholdsreglerne.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der ikke kunne herske tvivl om Danmarks vilje til at medvirke til at gennemføre de beslutninger, der træffes i FN s Sikkerhedsråd. Det er i den forbindelse af stor betydning, at respekten for disse beslutninger ikke undergraves.

I kriminalloven for Grønland foreslås der derfor indsat en bestemmelse om krænkelse af statens internationale forpligtelser svarende til § 110 c, stk. 2, i den danske straffelov. Formålet med denne ændring af den grønlandske kriminallov er at skabe mulighed for også i Grønland at kunne dømme for overtrædelse af sådanne bestemmelser eller forbud, herunder f.eks. våbenembargoer.

Endvidere foreslås der indsat en bemyndigelsesbestemmelse i den grønlandske kriminallov, hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om adgang til og vilkår for færdsel i visse dele af Grønland.

Baggrunden for den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse er, at der er behov for en opdateret og udvidet regulering på området, som navnlig giver bedre mulighed for at begrænse antallet af tilfælde, hvor redningsaktioner må iværksættes, samt at lette gennemførelsen af de redningsaktioner, som iværksættes.

Der er således behov for at kunne fastlægge, hvilke områder af Grønland der skal omfattes af generelle færdselsrestriktioner, samt hvilke myndigheder der skal kunne meddele dispensation fra reglerne, og ud fra hvilke kriterier der skal kunne dispenseres.

Endvidere skal der kunne fastsættes regler om f.eks. betaling for behandling af ansøgninger og idømmelse af sanktioner for overtrædelse af færdselsrestriktionerne eller fastsatte vilkår for tilladelser.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →