Skriftlig fremsættelse (29. november 2000) - L 126, L 127
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (29. november 2000)
Forsvarsministeren (Hans Hækkerup)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v
(Lovforslag nr. L 126).
Forslag til lov om hjemmeværnet.
(Lovforslag nr. L 127).
Forsvarskommissionen af 1997 afgav i december 1998 beretningen »Fremtidens Forsvar«, som bl.a. anbefalede en række ændringer af Forsvarsministeriets love. Det er ved aftale af 25. maj 1999 om forsvarets ordning 2000-2004 bestemt, at »lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v.«, »lov om hjemmeværnet« og »lov om forsvarets personel« skal justeres i overensstemmelse hermed.
Lovforslagene er således en opfølgning på forligsaftalen og i overensstemmelse med Forsvarskommissionens anbefalinger.
Lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v.
Der tilsigtes med lovforslaget en afløsning af den nugældende lov om forsvarets formål, opgaver og organisation, jf. lov nr. 909 af 8. december 1993.
Den sikkerhedspolitiske udvikling siden begyndelsen af 1990erne, herunder NATO´s tilpasning og udvidelse, betyder, at Danmark i dag nyder godt af en sikkerhedsgeografisk placering, der indebærer tryghed nærmest uden fortilfælde. Den høje grad af sikkerhed tillader, at forberedelse af det direkte forsvar af dansk territorium og nærområde i samarbejde med allierede styrker og forstærkninger kan tillægges relativ mindre betydning til fordel for bidrag til NATO´s reaktionsstyrker samt deltagelse i internationale operationer og i andre former for internationalt samarbejde. De egentlige forsvarsopgaver må imidlertid fastholdes som en uadskillelig del af formålet med forsvaret.
Forsvarskommissionen har på baggrund af den sikkerhedspolitiske udvikling opstillet følgende opgaver for fremtidens forsvar, som foreslås afspejlet i lovens kapitel 2 om forsvarets opgaver
Forsvaret skal som en integreret del af NATO kunne deltage i konfliktforebyggelse, krisestyring samt yde effektiv modstand mod angreb på NATO´s, herunder Danmarks, område.
Forsvaret skal kunne løse suverænitets- og myndighedsopgaver med udgangspunkt i forsvarets operative struktur.
Forsvaret skal kunne deltage i løsningen af tillidsskabende og stabilitetsfremmende opgaver.
Forsvaret skal kunne deltage i løsningen af konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver, der sigter mod generel styrkelse af international fred og sikkerhed gennem evnen til at deltage i militære operationer, der gennemføres for at opnå kontrol med eller bilægge konflikter, der normalt kun indirekte er forbundet med dansk sikkerhed.
Forsvaret skal kunne løse andre opgaver.
Lovforslaget medfører ikke en ændring af forsvarets formål, der fortsat er at bidrage til at fremme fred og sikkerhed.
Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, der lovfæster Forsvarets Efterretningstjenestes organisatoriske placering og opgaver. Der er ikke hermed tilsigtet en ændring af de nugældende forhold.
Forslag til lov om hjemmeværnet
Der tilsigtes med lovforslaget en afløsning af den nugældende lov om hjemmeværnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 29. marts 1999.
Det foreslås, at fastansat militært og civilt personel i hjemmeværnet i lighed med ansatte i det øvrige forsvar omfattes af lov om forsvarets personel. Det fastansatte militære personel i hjemmeværnet er i vidt omfang overført til samme uddannelsesstruktur som i det øvrige forsvar. Sammenholdt med den sikkerhedspolitiske udvikling betyder det, at hjemmeværnets fastansatte personel kan anvendes mere fleksibelt inden for Forsvarsministeriets område, herunder til deltagelse i internationale operationer. Der vil i den forbindelse blive etableret en overgangsordning, således at allerede ansatte kan vælge pligten til international tjeneste fra.
Regeringen finder, at den sikkerhedspolitiske udvikling giver hjemmeværnet mulighed for at påtages sig en række større og mere krævende opgaver, der for nærværende påhviler værnene. Derfor foreslås en ændring af hjemegnsprincippet, hvorefter det bliver muligt at opstille enheder, der skal virke inden for et større geografisk område, såfremt hensynet til opgaven taler herfor.
Endelig foreslås det at indføre et krav om mindst 24 timers årlig tjeneste i hjemmeværnet, såfremt den frivillige fortsat skal kunne have våben og ammunition udleveret.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslagene med tilhørende bemærkninger anbefaler jeg dem hermed til Folketingets velvillige behandling.