Legislator Case Law & Legislation
20001XX00111 DK

Skriftlig fremsættelse (10. november 2000) - L 102

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 102 Valid

Skriftlig fremsættelse (10. november 2000)

Arbejdsministeren (Ove Hygum)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om servicejob. (Udvidelse af anvendelsesområdet, forlængelse af forsøgsperioden, genoptjening af ret til dagpenge m.v.).

(Lovforslag nr. L 102).

Med lovforslaget, der skal ses i sammenhæng med de netop indgåede finanslovsaftaler, er der lagt op til en styrkelse af servicejobordningen, der blev etableret pr. 1. januar 2000, som en 2-årig forsøgsordning.

Udviklingen i anvendelsen af servicejobordningen har ikke hidtil svaret til de forventninger, der var til ordningen i forbindelse med vedtagelsen af lov om servicejob.

Med henblik på at sætte mere skub i ordningen foreslås det derfor, at loven fremover udvides til også at finde anvendelse i forhold til selvejende institutioner, som udfører offentlige serviceopgaver, samt humanitære organisationer.

Samtidig indføres der genoptjening af ret til dagpenge, så servicejob også i relation til arbejdsløshedsforsikringens regler behandles som ordinær beskæftigelse.

Herudover afsættes der som led i styrkelsen af servicejobordningen på navnlig ældreområdet en pulje på 100 mio. kr., hvoraf der kan ydes et supplerende tilskud på 50.000 kr. til servicejob, der oprettes inden for ældresektoren. Tilskuddet, der svarer til 3-4 måneders nettolønudgift, skal som udgangspunkt investeres i oplæring og uddannelse af den nyansatte.

I tilslutning til disse elementer foreslås det, at forsøgsperioden for servicejobordningen forlænges med 1 år, d.v.s. at forsøgsperioden udløber med udgangen af 2002.

Endelig indeholder forslaget en mindre justering af bestemmelsen om klageadgang i lov om servicejob.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg på regeringens vegne anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →