Skriftlig fremsættelse (10. november 2000) - L 93
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (10. november 2000)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af visse afgiftslove. (Forhøjelse af afgiften af mineralvand m.v. og forhøjelse af afgiften af røgtobak).
(Lovforslag nr. L 93).
Som led i udmøntningen af finanslovsaftalen for 2001 mellem regeringen (Socialdemokratiet og Det radikale Venstre) og CentrumDemokraterne, samt Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten foreslås det at forhøje afgifterne på mineralvand og røgtobak.
For en liter sodavand vil forhøjelsen udgøre 65 øre, idet afgiften stiger fra 1,00 kr. til 1,65 kr. pr. liter. Dette svarer til ca. 16 øre excl. moms for en flaske sodavand på 25 cl. Forhøjelsen vil give et årligt merprovenu på ca. 300 mill. kr. Skatteministeriet vil i henhold til aftalen undersøge, om den nuværende stykafgift på sodavand på sigt kan erstattes af en værdibaseret afgift.
For røgtobak vil forhøjelsen udgøre 52,50 kr. pr. kg, idet afgiften for fintskåret røgtobak stiger fra 400 kr. pr. kg til 452,50 kr. pr. kg og afgiften for groftskåret røgtobak stiger fra 350 kr. pr. kg til 402,50 kr. pr. kg. Forhøjelsen svarer til omkring 5 øre excl. moms for en hjemmerullet cigaret og tilsvarende 15 øre for et pibestop med tre gange så meget tobak. Det årlige merprovenu vil være på ca. 200 mill. kr. Forslaget vil blandt andet reducere omfanget af hjemmerulning af cigaretter.
Samlet set vil forslaget bidrage med et merprovenu på i alt ca. 500 mill. kr. årligt til dækning af øgede udgifter ved finansloven. Der er ved beregningen taget højde for en vis stigning i grænsehandlen.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne i lovforslaget, skal jeg anbefale det til tingets velvillige behandling.