Skriftlig fremsættelse (10. november 2000) - L 96
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (10. november 2000)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove. (Afkortning af kredittider for virksomheders afregning af visse skatter og afgifter m.v.).
(Lovforslag nr. L 96).
Som led i udmøntningen af finanslovsaftalen for 2001 mellem regeringen (Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre), Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten foreslås det at foretage afkortning af kredittider for virksomheders afregning af visse skatter og afgifter m.v.
For det første fremrykkes pensionsinstitutternes (herunder Arbejdsmarkedets Tillægspension) årlige acontoafregning af forventede arbejdsmarkedsbidrag bl.a. vedrørende arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger fra den 10. december til den 1. september i kalenderåret. Ændringen indebærer, at den gennemsnitlige kredittid på 139 dage reduceres til gennemsnitligt 39 dage, hvilket er mere i overensstemmelse med de kredittider, som i øvrigt gælder på skatte- og afgiftsområdet.
For det andet ændres opgørelsesperioden for lønsumsafgift for de finansielle virksomheder fra kvartalet til måneden, hvorved den gennemsnitlige kredittid reduceres til 30 dage.
For det tredje reduceres momskredittiden for store virksomheder, ligesom importmomsen afskaffes. Betalingsfristen for moms for store virksomheder (over 10 mill. kr. i årlig momspligtig omsætning) forkortes fra 40 dage til 25 dage. Den gennemsnitlige kredittid nedsættes fra 55 dage til 40 dage og vil herefter fortsat være længere end i flere andre EU-lande.
Afskaffelsen af importmoms indebærer, at importmomsreglerne for tredjelandsindførsel (områder uden for EU-toldområdet, herunder Grønland, Færøerne og Nordsøen) bringes på linie med de regler, der gælder for indførsler fra EU-lande.
For det fjerde fremrykkes fra 1. januar 2002 kredittiden for større virksomheders og amters afregning af indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag m.v. med ca. 10 dage. Angivelse og betaling sker herefter den sidste hverdag (bankdag) i indeholdelsesmåneden mod nu den 10. i måneden efter indeholdelsesmåneden.
Lovforslaget indebærer herudover bl.a., at gennemsnitsvederlaget for udenlandske turistbusser forhøjes med 5 øre pr. personkilometer (på baggrund af udviklingen i inflationen siden 1994), ligesom Told og Skat får mulighed for at give borgere og virksomheder elektronisk adgang til oplysninger om virksomheders navne, adresser eller momsnumre.
Udover engangsprovenuer på ca. 13 mia. kr. i 2001 vedrørende moms og lønsumsafgift og ca. 12,2 mia. kr. i 2002 vedrørende A-skat m.v. er den varige provenuvirkning af de foreslåede kredittidsafkortninger ca. 0,6 mia. kr. i 2001 og ca. 0,9 mia. kr. i efterfølgende år.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets hurtige og velvillige behandling.