Legislator Case Law & Legislation
20001XX00093 DK

Skriftlig fremsættelse (10. november 2000) - L 97

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 97 Valid

Skriftlig fremsættelse (10. november 2000)

Skatteministeren (Ole Stavad)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Ændrede regler for skattefri rejsegodtgørelse og havdagsfradrag).

(Lovforslag nr. L 97).

Det er regeringens ønske, at personer på tjenesterejse med ensartede forhold stilles lige. En sådan ligestilling er påbegyndt ved ændringer af rejsereglerne i 1996 og 1997 og videreført i 1999, hvor reglerne om skattefri rejsegodtgørelse blev ændret for at skabe større ligestilling mellem personer på tjenesterejse, hvad enten de rejser efter standardsatserne, efter regning eller foretager fradrag. Dette lovforslag har til formål at skabe yderligere ligestilling mellem personer på rejse.

Lovforslaget indeholder for det første et forslag om, at selvstændigt erhvervsdrivende skal kunne foretage fradrag med den standardsats på 363 kr. i døgnet i 2001, der gælder for lønmodtagere i det pågældende erhverv, ikke kun ved rejser i udlandet, men også ved rejser i Danmark. Dette forslag vil bl.a. få betydning for selvstændige vognmænd, håndværksmestre og fiskere.

Lovforslaget indeholder derudover et forslag om, at registrerede erhvervsfiskere skal have adgang til skattefri rejsegodtgørelse/rejsefradrag efter samme regler som andre. Efter de gældende regler afskærer selve registreringen fiskerne fra at benytte rejsereglerne. I stedet har fiskerne adgang til et særligt havdagsfradrag på 190 kr. pr. påbegyndt havdag ved fangstture af mindst 12 timers varighed. Det afhænger af den enkelte fiskers forhold, om det økonomisk er mest fordelagtigt at anvende rejsereglerne eller havdagsfradraget.

Regeringen finder, at det er uhensigtsmæssigt, at selve registreringen som erhvervsfisker efter fiskerilovgivningen skal være afgørende for, hvilke fradragsmuligheder den pågældende fisker har. Det foreslås derfor, at de registrerede erhvervsfiskere skal kunne vælge, om de ønsker at anvende havdagsfradraget eller rejsereglerne.

Lovforslaget indeholder endelig en præcisering af reglerne om de muligheder, som medlemmer af og medhjælpere for bestyrelser m.v. har for at benytte rejsereglerne.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →