Legislator Case Law & Legislation
20001XX00089 DK

Skriftlig fremsættelse (10. november 2000) - L 79

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 79 Valid

Skriftlig fremsættelse (10. november 2000)

Kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. (Gennemførelse af Medieaftale 2001-2004 m.v.).

(Lovforslag nr. L 79).

Regeringen indgik den 28. marts 2000 en aftale med Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Centrum-Demokraterne om mediepolitikken for perioden 2001-2004.

Det foreliggende lovforslag har som hovedformål at gennemføre de nødvendige ændringer i radio- og fjernsynsloven som følge af den mediepolitiske aftale. Lovforslaget gennemfører endvidere tillægsaftalen af 14. marts 2000 til den gældende medieaftale af 10. maj 1996 om anvendelse af de danske digitale radiofrekvens-ressourcer (DAB).

Hovedpunkterne i lovforslaget er følgende

De overordnede principper for udøvelse af public service-virksomhed præciseres i loven. Samtidig hermed ændres strukturen vedrørende de gældende bestemmelser om public service-virksomhed, således at det bl.a. fremgår af loven, at public service-virksomhed ikke længere er knyttet til bestemte institutioner eller medier.

DR´s og TV 2´s public service-forpligtelser fastholdes og udbygges på en række områder, bl.a. i forhold til børn og unge, dansk kunst og kultur, indvandrere og flygtninge, handicappede, undervisning samt folkeliggørelse af IT.

DR´s og TV 2´s on-line virksomhed gøres til en del af public service-virksomheden og omfattes af reglerne herfor.

Reglerne for udpegning af medlemmer til og sammensætningen af DR´s og TV 2´s bestyrelser justeres.

Der etableres et retligt grundlag for udbud af den fjerde, landsdækkende radiokanal og den femte, næsten landsdækkende radiokanal, således at alle på åbne og ikke-diskriminerende vilkår kan komme i betragtning.

Der oprettes et uafhængigt Radio og tv-nævn, som dels skal tage stilling til, hvem der skal have rådighed over den fjerde og den femte radiokanal, dels skal varetage de opgaver, der hidtil er blevet varetaget af Udvalget vedr. Lokal Radio og TV, Radio- og TV-Reklamenævnet samt Satellit- og Kabelnævnet, som foreslås nedlagt.

Der foreslås en hjemmel til, at kulturministeren kan fastsætte bindende regler om begrænsning af børnereklamer i tv, såfremt det ikke viser sig muligt at indgå frivillige aftaler med tv-stationerne eller selvreguleringen ikke fungerer efter hensigten.

Det eksisterende forbud mod udsendelse af programmer sponsoreret af fagforeninger eller arbejdsgiverforeninger samt religiøse bevægelser ophæves.

Der oprettes et uafhængigt Public Service Råd med henblik på »revision« af først og fremmest DR s og TV 2 s public service regnskaber.

Endvidere indeholder lovforslaget enkelte andre forslag, herunder en række præciseringer af de gældende regler. Det drejer sig bl.a. modernisering af bestemmelserne vedrørende TV 2´s regionale virksomheder, lempelse af reglerne for genbeskikkelse af medlemmerne af TV 2´s bestyrelse samt de regionale bestyrelser, og adgang til udpegning af suppleanter for medarbejderrepræsentanter i DR´s, TV 2´s centrale bestyrelse samt TV 2´s regionale bestyrelser.

Endelig indeholder lovforslaget en ordensmæssig ændring af selskabsskatteloven, idet skattefritagelsen for den ikke længere eksisterende TV 2-fond ophæves. Tilsvarende gælder det ligeledes ikke længere eksisterende TV 2 Reklame A/S.

Det er hensigten, at de nye regler på området bortset fra reglerne om DR´s og TV 2´s bestyrelser - skal træde i kraft 1. januar 2001.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →