Legislator Case Law & Legislation
20001XX00087 DK

Skriftlig fremsættelse (10. november 2000) - L 82

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 82 Valid

Skriftlig fremsættelse (10. november 2000)

By- og boligministeren (Jytte Andersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. (Boliger til yngre fysisk handicappede, forbedring af servicearealtilskud samt udvidelse og forlængelse af forsøgsordning med boliger til særligt udsatte grupper).

(Lovforslag nr. L 82).

Lovforslaget er et led i udmøntningen af aftalerne om finansloven for 2001 og aftalen om udmøntningen af satsreguleringspuljen for 2001, og er et element i regeringens bestræbelser på at forbedre boligforholdene for boligmarkedets svage grupper.

Lovforslaget indeholder følgende elementer

Boliger til yngre fysisk handicappede.

Forbedring af servicearealtilskuddet.

Udvidelse og forlængelse af forsøgsordning med boliger til særligt udsatte grupper (skæve huse).

Yngre fysisk handicappede vil med forslaget få forbedret mulighederne for en passende bolig. Lovforslaget skaber mulighed for at etablere en bred vifte af velegnede boliger, herunder bofællesskaber, til yngre fysisk handicappede. Regeringen har af satspuljen samlet afsat 112 mio. kr. i perioden 2001-2004 til at forbedre både boligforhold og understøttende aktiviteter for yngre mennesker med fysiske handicap. Heraf afsættes der med forslaget 15 mio. kr. i 2001 som tilskud til etablering af almene boliger. Der vil kunne afsættes yderligere midler i årene 2002-2004.

Servicearealtilskuddet til plejeboliger forbedres for yderligere at fremme udbygningen af moderne plejeboliger til de svageste ældre. Forslaget styrker dermed prioriteringen af tryghed og kvalitet i omsorgen for især svage ældre, herunder demente, handicappede og ældre med fysisk eller psykisk plejebehov. Det foreslås, at det løbende tilskud over 14 år ændres til et investeringstilskud, der samtidig forhøjes med 25 pct. til 40.000 kr. pr. boligenhed, dog maksimalt 60 pct. af anskaffelsessummen. Forslaget skønnes at medføre, at kommunerne på årsbasis vil give tilsagn til etablering af op i mod 1.000 flere plejeboliger, svarende til en forøgelse på 50 pct.

Endelig udvides og forlænges forsøgsordningen med tilskud til boliger til særligt udsatte grupper. Det er regeringens målsætning at skabe bedre vilkår for hjemløse, og spørgsmålet om hjemløses bo- og levevilkår prioriteres højt. Det foreslås derfor, at den eksisterende forsøgsordning udvides og forlænges i overensstemmelse med den bevillingsramme, der fastsættes på de årlige finanslove. I første omgang betyder det, at ordningen forlænges i 2 år, dvs. indtil udløbet af 2003, med en årlig ramme på 10 mio. kr. i årene 2001-2003. Den samlede ramme til forsøg med boliger til særligt udsatte grupper i perioden 1999-2003 bliver herefter 60 mio. kr., svarende til en forøgelse med 30 mio. kr.

Rammen på 15 mio. kr. til boliger til yngre fysisk handicappede og på 30 mio. kr. til boliger til særligt udsatte grupper finansieres af satsreguleringspuljen for 2001, og forslagene indebærer dermed ikke en forøgelse af de samlede offentlige udgifter. Forslaget om boliger til yngre fysisk handicappede skønnes at medføre en meget begrænset meradministration for staten, kommunerne og amterne. Derudover er der for staten en meget begrænset meradministration vedrørende forslaget om boliger til særligt udsatte grupper.

Lovforslagets samlede økonomiske konsekvenser for det offentlige vil være merudgifter på 39 mio. kr. For staten vil der være merudgifter på 59 mio. kr. pr. tilsagnsårgang vedrørende forslaget om forbedring af servicearealtilskuddet, mens kommunerne opnår en økonomisk besparelse på 20 mio. kr. pr. tilsagnsårgang. Udgifterne er opgjort i nutidsværdi. Kommunerne opnår herudover en likviditetslettelse pga. den fremrykkede statslige betaling af servicearealtilskuddet. Med forslaget forenkles ordningen, og der opnås en administrativ lettelse for staten og en meget begrænset administrativ lettelse for kommunerne.

Forslaget vurderes ikke at have nævneværdige økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Forslaget har ikke konsekvenser for miljøet og har ikke administrative konsekvenser for borgerne. Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter, ligesom forslaget ikke skønnes at have ligestillingsmæssige konsekvenser. Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2001.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →