Skriftlig fremsættelse (1. november 2000) - L 76
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (1. november 2000)
Økonomiministeren (Marianne Jelved)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om innovationsforeninger.
(Lovforslag nr. L 76).
Lovforslaget fremsættes som led i regeringens initiativer med henblik på at sikre mere stabile rammer for pensionsopsparing og fremme formidlingen af risikovillig kapital til mindre virksomheder.
Lovforslaget ligger i forlængelse af regeringens dialog med pensionsbranchen om, hvorledes pensionsinstitutterne bedst kan være med til at fremme kapitaltilførslen til mindre og mellemstore virksomheder.
Med lovforslaget åbnes der op for etablering af innovationsforeninger under tilsyn af Finanstilsynet, med en formue på minimum 100 mio. kr.
Udgangspunktet er, at innovationsforeningernenes investeringer skal være risikovillige, og der bliver mulighed for at have bestemmende indflydelse i de selskaber, der investeres i. Endvidere gives der større frihedsgrader end i investeringsforeninger til aflønning af ledelsen, hvor også bonusordinger kan indgå. Innovationsforeningerne er under tilsyn af Finanstilsynet.
Investeringer i mindre og nye virksomheder kræver en mere professionel indsigt end investeringer i almindelige børsnoterede selskaber. Dette er begrundelsen for, at medlemsandelene minimum skal være på 500.000,- kr. Mindre investorer har dog også mulighed for at investere indirekte i innovationsforeningerne gennem f.eks. en investeringsforening.
Innovationsforeningerne kan udover direkte investeringer yde anden støtte til selskaberne. F.eks. kan innovationsforeningerne yde lån, og innovationsforeningens medarbejdere kan med tilladelse fra foreningens bestyrelse og direktion deltage i ledelsen af de selskaber, der investeres i. For at sikre de virksomheder der investeres i, er der indsat begrænsninger i medlemmernes adgang til indløsning af deres andele.
Så længe foreningerne er helt nye på markedet og ikke har opbygget en markedsposition med hensyn til at håndtere de ganske risikofyldte og kompetencekrævende investeringer, der er tale om, må det forventes, at pensionsinstitutterne vil forlange en risikopræmie for at indskyde kapital. Derfor fremsætter skatteministeren samtidig med dette lovforslag forslag til ændrede skatteregler, der indeholder et ekstra fradrag for investeringer i medlemsbeviser i innovationsforeninger i introduktionsfasen fra år 2001 til 2005. Endvidere fremsættes der et forslag til fradrag for omkostninger ved formueforvaltning, der også vil gælde for innovationsforeninger.
Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.