Skriftlig fremsættelse (25. oktober 2000) - L 64
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (25. oktober 2000)
Erhvervsministeren (Pia Gjellerup)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af søloven og retsplejeloven. (Søforklaring og erstatning i forbindelse med transport af olie til søs).
(Lovforslag nr. L 64).
Lovforslagets formål er at sikre højere erstatningsdækning ved olieforureningsskader og at smidiggøre anvendelsen af søforklaringsinstituttet.
Erstatning i forbindelse med transport af olie
Som opfølgning på Erika tankskibsulykken drøfter FN s internationale søfartsorganisation, IMO, en forhøjelse af erstatningsgrænserne for skader ved transport af olie. Disse grænser er fastsat i de internationale konventioner herom. Forhøjelsen vedrører både rederens ansvar og erstatningsgrænsen for Den internationale Olieskadeerstatningsfond, som supplerer rederens ansvar. Danmark har i lighed med en række andre lande tilsluttet sig de internationale konventioner, og der er allerede hjemmel i søloven til at hæve grænserne for rederens ansvar, hvis IMO vedtager forhøjelserne. Lovforslaget giver en tilsvarende mulighed for at forhøje bidragene til Olieskadeerstatningsfonden, som betales af olieimportørerne. En forhøjelse af erstatningsgrænserne kan give det offentlige og borgerne bedre mulighed for at få fuld dækning for deres tab ved meget store olieforureningsuheld.
Søforklaring
Søforklaring er et særligt bevisoptagelsesinstitut, der anvendes i forbindelse med ulykker til søs. Forslaget indebærer bl.a., at den hidtidige pligt til at afholde søforklaring erstattes af en mulighed for at afholde sådanne forklaringer, hvor en interessent finder, at der er behov herfor. Alle med en væsentlig retlig interesse vil efter forslaget kunne begære søforklaring. Hermed skabes der mulighed for, at ikke kun rederen, men også andre private interessenter kan begære søforklaring. Retsplejelovens regler om søforklaring samles i søloven, hvorved der sker en regelforenkling.
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.