Skriftlig fremsættelse (25. oktober 2000) - L 62
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (25. oktober 2000)
Erhvervsministeren (Pia Gjellerup)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov ændring af lov om VækstFonden og ligningsloven. (Udvidelse af VækstFondens muligheder for at yde medfinansiering til enkeltvirksomheder og udviklingsselskaber og visse muligheder for at yde medfinansiering til virksomheder der ikke er små og mellemstore).
(Lovforslag nr. L 62).
Lovforslagets hovedformål er at gøre VækstFonden i stand til at være den bedst mulige medspiller for virksomhederne i deres omstilling til den videnbaserede økonomi.
VækstFondens er et vigtigt instrument til at støtte innovation og fornyelse i dansk erhvervsliv. Behovet for VækstFonden er stadig stort, fordi den skarpe internationale konkurrence stiller stigende krav til erhvervslivets forsknings- og udviklingsindsats.
Gennem de senere år er der foretaget hyppige ændringer af loven om VækstFonden, fordi det har været nødvendigt at tilpasse fondens produkter til ændringer i virksomhedernes behov for nye typer af medfinansiering.
Det foreslås nu, at lovgrundlaget for VækstFonden gøres mere tidssvarende, så fonden får fleksible muligheder for at tilbyde medfinansiering, som passer til de aktuelle behov.
VækstFondens opgave er at medfinansiere risikobetonede udviklingsaktiviteter, som har vanskeligt ved at få medfinansiering på anden måde. Disse aktiviteter er forbundet med stor risko for fiasko, men samtidig med gode muligheder for et stort økonomisk afkast i tilfælde af succes.
Hidtil har VækstFonden kun i begrænset omfang haft muligheder for at få andel af de eventuelle økonomiske succeser, som fonden har medfinansieret. Det foreslås nu, at VækstFonden på samme måde som private investorer skal have en mulighed for at få en andel af en aktivitets eventuelle økonomiske afkast. Disse afkast vil fonden kunne anvende til nye aktiviteter til gavn for erhvervsudviklingen.
Egenkapitalinstrumentet er et af de mest enkle instrumenter hertil. Dette er baggrunden for forslaget om, at fonden skal kunne medfinansiering udviklingsaktiviteter i enkeltvirksomheder og udviklingsselskaber i form af egenkapitalindskud. VækstFondens finansieringen af enkeltvirksomheder i form af egenkapitalindskud skal være midlertidig og passiv.
Det kræver kompetence at finansiere innovationsaktivteter og følge op på forvaltningen af investeringerne. Det er imidlertid ikke forventningen, at VækstFonden selv skal opbygge store kompetencer på disse områder. Det er i stedet hensigten, at fonden skal arbejde tæt sammen med og støtte sig til private aktører på markedet, ligesom fondens medfinansiering også i videst muligt omfang bør foregå sammen med private aktører.
Den medfinansiering VækstFonden yder i dag indebærer som hovedregel, at der direkte eller indirekte ydes et økonomisk incitament til en udviklingsaktivitet.
Der er imidlertid ikke i alle tilfælde, at det er nødvendigt med økonomisk støtte for at igangsætte eller fremskynde en aktivitet. I nogle tilfælde vil alene det, at VækstFonden deltager være tilstrækkeligt. Forslaget indebærer, at fonden vil kunne deltage i en finansiering på samme vilkår som andre private investorer.
Ud fra en samfundsmæssig betragtning er de aktiviteter, der foregår i de såkaldte spin-off virksomheder nyere, mindre virksomheder, der er delvist ejet af større virksomheder - ofte meget interessante, fordi de projekter, der bliver en succes, har store perspektiver set ud fra en bredere erhvervsmæssig udvikling. Det foreslås nu, at VækstFonden får visse muligheder for at medfinansiere udviklingsaktiviteter i spin-off virksomheder og andre virksomheder, der ikke er omfattet af Europa-Kommissionens definition af små og mellemstore virksomheder.
Der foreslås endvidere en ændring af ligningsloven som følge af ændring af loven om VækstFonden.
Med disse ord skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.