Skriftlig fremsættelse (12. oktober 2000) - L 47
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (12. oktober 2000)
Fødevareministeren (Ritt Bjerregaard)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. (Indførelse af bemyndigelse til at indføre administrationsgebyrer og justering af reglerne om anvendelse af promilleafgiftsfondenes midler).
(Lovforslag nr. L 47).
Lovforslaget vedrører primært en bemyndigelse for fødevareministeren til at indføre ekspeditionsgebyrer, dvs. gebyrer for sagsbehandling af ansøgninger i henhold til EU s markedsordninger for landbrugsvarer i det omfang, dette ikke er i strid med EU-retten. Det er tanken i første omgang at indføre gebyrordningen på eksportstøtteområdet, hvor gebyret skal virke som incitament til, at virksomhederne undlader at indgive ansøgninger om meget små beløb.
Endvidere foreslås lovens bestemmelse om, at en del af promilleafgiftsfondenes midler kan anvendes til miljøforbedrende investeringer, justeret således, at midlerne kan anvendes mere bredt til miljøforbedrende initiativer på jordbrugsområdet, samt til finansiering af kontrol med fødevareproduktion, -forarbejdning og -afsætning. Den eksisterende hjemmel til at anvende midler til kontrol af markedsordningerne ændres ikke med lovforslaget.
Endelig foreslås lovens bestemmelse om hæftestraf ændret som konsekvens af lov nr. 433 af 31. maj 2000, ved hvilken lov hæftestraffen blev afskaffet på straffelovens område.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i Folketinget.