Skriftlig fremsættelse (11. oktober 2000) - L 46
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (11. oktober 2000)
Socialministeren (Henrik Dam Kristensen)
Jeg tillader mig herved for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Ophævelse af aldersgrænse på 70 år)
(Lovforslag nr. L 46).
Lovforslaget er et led i aftalen om finansloven for 2000 og aftalen om udmøntning af satsreguleringspuljen for 2000.
Der stilles forslag om, at aldersgrænsen på 70 år for udbetaling af sygedagpenge ophæves med virkning fra 1. januar 2002. Aldersgrænsen efter de gældende regler betyder, at der ikke kan ydes sygedagpenge til personer over 70 år fra den 1. i måneden efter det fyldte 70. år.
Den nuværende begrænsning i retten til sygedagpenge på baggrund af alder harmonerer ikke med bestræbelserne på at fastholde ældres tilknytning til arbejdsmarkedet. Forslaget om at ophæve 70 års-aldersgrænsen er derfor begrundet i ønsket om at øge motivationen hos flere ældre til at blive på arbejdsmarkedet, ligesom der er behov for at opnå en højere grad af konsekvens og ensartethed i ydelserne til ældre, der opretholder en hel eller delvis erhvervstilknytning.
Personer på 70 år og derover vil med ophævelsen af aldersgrænsen kunne modtage dagpenge efter samme regler som for personer over 65 år. Lovforslaget medfører derfor ikke ændringer i lovens regler om varighedsbegrænsning, hvorefter udbetalingen af dagpenge til personer over 65 år ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 13 uger i de forudgående 12 måneder.
Lovforslaget skønnes samlet at ville medføre en offentlig merudgift på 13,6 mill. kr. årligt fra 2002 og fremefter. Beløbet er sammensat af en offentlig merudgift til sygedagpenge på 21,8 mill. kr., en merindtægt for staten på 3,8 mill. kr. i form af øgede præmieindbetalinger til forsikringsordningen for selvstændige erhvervsdrivende samt en mindreudgift for staten til folkepensionsudbetalinger på 4,4 mill. kr. Herudover vil der i 2001 være en merudgift på 0,3 mill. kr. i forbindelse med Den Sociale Ankestyrelses administration af forsikringsordningerne for henholdsvis private arbejdsgivere og selvstændige.
Merudgifterne ved lovforslaget skal afholdes af satspuljemidler.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.