Legislator Case Law & Legislation
20001XX00046 DK

Skriftlig fremsættelse (11. oktober 2000) - L 50

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 50 Valid

Skriftlig fremsættelse (11. oktober 2000)

Skatteministeren (Ole Stavad)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om afgift af naturgas og bygas m.v. (Afvikling af skyggeafgiften på naturgas og forlængelse af overgangsordningen for bygas m.v.).

(Lovforslag nr. L 50).

Forslaget er en udmøntning af den lovede revision af afgiften på naturgas og bygas, og indgår i forslaget til finansloven for 2001. Det foreslås at afvikle skyggeafgiften på naturgas, at forlænge overgangsordningen for bygas, at foretage en præcisering og ændring af registreringsbestemmelserne i afgiften af naturgas og bygas samt at give godtgørelse for gas til afprøvning af motorer.

Skyggeafgiften er den afgiftsfordel, som naturgassen har i forhold til andre brændsler som f.eks. olie. Afgiftsfordelen tilfalder naturgasselskaberne.

Efter den gældende lovgivning svarer denne afgiftsfordel til 31 øre pr. Nm3 i perioden til og med 2008. Denne fordel foreslås nu gradvist afviklet i perioden fra 2001 til 2006, hvor afgiftsfordelen vil falde bort.

Afgiften på bygas ligger på et endnu lavere niveau end for naturgas, og har dermed haft en endnu større afgiftsfordel i forhold til andre brændsler. Efter den gældende lovgivning skulle afgiften på bygas have været forhøjet til niveauet for naturgas fra den 1. januar 2001, svarende til en forhøjelse på 127 øre pr. Nm3. I stedet for den bratte overgang foreslås det nu, at afgiftsfordelen gradvist reduceres i perioden 2001 til 2006, hvor afgiftsfordelen vil falde bort.

Endelig foreslås det, at bestemmelserne for registrering og betaling af naturgasafgiften præciseres og ændres således, at det er distributions- og transmissionsselskaber med bevilling, der skal afregne afgiften ved afsætning af gas til forbrugerne. Hertil kommer ovennævnte godtgørelse.

Forslaget medfører et årligt provenu for staten på ca. 100 mill. kr. i 2001 stigende til ca. 685 mill. kr. i 2007-8. Af det samlede provenu vil godt 80 pct. blive båret af det statslige gasselskab DONG Naturgas. Alene de resterende knap 20 pct. vil blive båret af varmekunderne, heraf mindre end 3 pct. point af de erhvervsmæssige varmekunder.

For de varmekunder, der berøres af forslaget, vil forhøjelsen af varmepriserne være på ca. 2½ kr. pr. måned eller ca. 30 kr. pr. år for en typisk lejlighed i år 2001 i områder, der ikke har været berørt af stigende priser på olie og gas.

Bygaskunderne vil få en lempelse på samlet set ca. 65 mill. kr. i årene 2001-2005. Godtgørelsesordningen skønnes at medføre en lempelse på i størrelsesordenen 5 mill. kr. årligt.

De administrative og miljømæssige konsekvenser af forslaget er meget beskedne.

Det foreslås, at forslaget træder i kraft 1. januar 2001 med den undtagelse, at præciseringen af registreringsbestemmelserne sættes i kraft, når bevillingssystemet er på plads. Afviklingen af skyggeafgiften skal godkendes af EU-Kommissionen efter reglerne for statsstøtte.

I det jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne i lovforslaget, skal jeg anbefale det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →