Legislator Case Law & Legislation
20001XX00043 DK

Skriftlig fremsættelse (11. oktober 2000) - L 45

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 45 Valid

Skriftlig fremsættelse (11. oktober 2000)

Sundhedsministeren (Sonja Mikkelsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om røgfri miljøer i offentlige lokaler, transportmidler og lignende. (Forbud mod rygning i folkeskolen og ungdomsskolen, ungdomskostskoler, dag- og klubtilbud, fritidsklubber, døgninstitutioner m.v. for børn og unge samt indførelse af rygepolitik på selvejende uddannelsesinstitutioner).

(Lovforslag nr. L 45).

Med lovforslaget indføres et forbud mod, at børn og unge ryger i folkeskolen, ungdomsskolen, ungdomskostskoler og skolefritidsordninger; altså et rygeforbud for alle elever i kommunale skoler uanset alder og et forbud mod rygning i skolefritidsordningen.

Voksne, som opholder sig disse steder må ikke ryge i samvær med børnene og de unge. Rygning kan alene tillades i lokaler, hvor ingen ufrivilligt udsættes for passiv rygning, forudsat at lokalerne ikke er bestemt til at blive benyttet af skolens elever.

Frie grundskoler, efterskoler og andre selvejende undervisningsinstitutioner, som modtager offentlig tilskud, der dækker mere end 50 procent af skolens driftsomkostninger, skal fastsætte regler om røgfri miljøer på skolens område. Dvs. at de regler, som i dag gælder for kommuner og amtskommuner, også skal gælde for private undervisningsinstitutioner. Bestemmelsen omfatter alle selvejende undervisningsinstitutioner, herunder erhvervsskoler, husholdningsskoler m.v.

Der indføres med lovforslaget endvidere forbud mod, at børn og unge ryger i såvel kommunale som private dag- og klubtilbud, døgninstitutioner og lignende institutioner for børn og unge.

De voksne, som opholder sig i sådanne institutioner, må ikke ryge, når de er sammen med børnene og de unge, og kun i lokaler, hvor andre ikke ufrivilligt generes af tobaksrygningen.

(Amts)kommunen kan helt undtagelsesvist tillade, at en fritidsklub, en døgninstitution eller et opholdssted fraviger forbudet mod rygning. Undtagelsesbestemmelsen kan benyttes i de tilfælde, hvor det vil være særligt konfliktfyldt at håndhæve et rygeforbud, f.eks. på institutioner for meget belastede børn og unge, som er frivilligt eller ufrivilligt anbragt.

Reglerne om rygning gælder ikke i de tilfælde, hvor de sociale opgaver udføres i private hjem, som f.eks. privat dagpleje.

Overtrædelse af rygereglerne er ikke sanktioneret ved lov. For så vidt angår voksne, der er ansat på skoler eller institutioner, skal overtrædelser af rygeforbudet håndteres efter de almindelige personaleretlige regler. D.v.s. sanktionsmulighederne kan omfatte advarsel og bortvisning. For så vidt angår eleverne i folkeskolen m.v. og børn og unge i dag- og døgninstitutioner m.v. vil det være op til skolens eller institutionens bestyrelse/ledelse at bestemme, hvilke sanktioner, der skal kunne gøres gældende over for børn og unge, som gentagne gange overtræder forbudet mod rygning, på tilsvarende måde, som ordensregler sanktioneres.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →