Skriftlig fremsættelse (11. oktober 2000) - L 44
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (11. oktober 2000)
By- og boligministeren (Jytte Andersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af byggeloven (Modernisering af bebyggelsesregulerende bestemmelser, handicaptilgængelighed m.v.).
(Lovforslag nr. L 44).
Baggrunden for lovforslaget er en modernisering og forenkling af reglerne om byggesagsbehandling Lovforslaget tager udgangspunkt i en betænkning afgivet i juni 2000 af Moderniseringsudvalget. De foreslåede ændringer skal gøre bestemmelserne mere tidssvarende og fleksible og samtidig enklere for borgerne, de professionelle og de kommunale myndigheder at arbejde med. Udover ændringer foreslået af Moderniseringsudvalget, foreslås nye regler i byggeloven til opfølgning af byggevaredirektivet og en udvidelse af ministerens adgang til at fastsætte krav til bebyggelsers handicaptilgængelighed.
Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer
Reglerne om grundstørrelser ved udstykning, om faste maksimale bebyggelsesprocenter og bebyggelseshøjder forenkles. Desuden forenkles reglerne om mindsteafstand til skel og kravet om mulighed for udstykning ophæves for det støttede byggeri og for private andelsboliger. Der foreslås desuden indført en bagatelgrænse for naboorientering i lighed med den gældende i planloven. Med de foreslåede ændringer er der både lagt vægt på hensynet til naboers interesser og på ønsket om at forenkle og lette den kommunale byggesagsbehandling.
I overensstemmelse med FN s standardregler om lige muligheder for handicappede foreslås det desuden, at ministeren får adgang til at sikre handicappede bedre adgang til faste konstruktioner og anlæg, samt at fastsætte regler om installation af tekniske hjælpemidler i forsamlingslokaler.
For så vidt angår de økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige, ventes de foreslåede krav om faste installationer af tekniske hjælpemidler til handicappede og niveaufri adgang at betyde mindre merudgift for det offentlige. Modsat ventes forenklingen af de bebyggelsesregulerende regler og reglerne om naboorientering at indebære en væsentlig administrativ lettelse for kommunerne.
For så vidt angår økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet forventes handicapreglerne at medføre en meget begrænset merudgift for den private bygherre mens forenklingen af de bebyggelsesregulerende regler og opfølgningen på byggevaredirektivet ventes at medføre økonomiske og administrative lettelser for erhvervslivet.
Lovforslaget skønnes ikke at have EU-retlige, miljømæssige eller ligestillingsmæssige konsekvenser.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, som ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.