Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000) - L 2, L 3

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000)

Justitsministeren (Frank Jensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til børnelov.

(Lovforslag nr. L 2).

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. (Ændringer som følge af børneloven m.v.).

(Lovforslag nr. L 3).

Lovforslagene er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 197 og L 198, der blev fremsat den 9. februar 2000. Forslagene har navnlig til formål at gennemføre en fuldstændig revision af reglerne om faderskab m.v. Med lovforslagene bliver bl.a. bestemmelserne om, hvordan faderskab fastslås, gjort mere tidssvarende, og sagsgangen ved statsamterne og domstolene moderniseres og forenkles.

Lovforslagene bygger på betænkning nr. 1350/1997 om børns retsstilling. Betænkningen, der er afgivet af Justitsministeriets Børnelovsudvalg, har som grundlæggende principper bl.a., at gifte og ugifte forældre skal ligestilles ved fastslåelse af faderskab, at ethvert barn så vidt muligt både skal have en far og en mor, at behandlingen af faderskabssager skal være mere smidig, uformel og borgervenlig, og at faderskabsreglerne skal indrettes efter de nye retsgenetiske muligheder.

Det nævnte princip om ligestilling mellem gifte og ugifte forældre skal bl.a. ses på baggrund af, at omkring halvdelen af alle børn i dag fødes i papirløse samlivsforhold. I den forbindelse afskaffes i lovforslagene de forældede udtryk »ægtebørn« og »børn uden for ægteskab«.

De nye regler om faderskab m.v. kan i øvrigt sammenfattes således

Den gældende pater est-regel om registrering af ægtemænds faderskab i forbindelse med fødslen forenkles og moderniseres.

Der åbnes mulighed for, at ugifte par i forbindelse med fødslen kan få mandens faderskab registreret, uden at der rejses faderskabssag. Det kan ske, hvis parterne erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet (»omsorgs- og ansvarserklæring«).

Registreres faderskabet på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring, får forældrene automatisk fælles forældremyndighed. Der vil således ikke længere skulle indgås særlig aftale herom. Denne ordning betyder bl.a. en lettelse for de mange ugifte forældre, som i dag indgår aftale om fælles forældremyndighed.

Kan faderskabet ikke registreres i forbindelse med fødslen, skal sagen først søges løst i statsamtet. Som noget nyt får statsamterne adgang til - med parternes samtykke - at foranstalte retsgenetiske undersøgelser. Dette må antages at indebære, at langt de fleste faderskabssager vil kunne afsluttes under den mere smidige og uformelle procedure i statsamtet i stedet for, at sagen skal indbringes for retten.

Samtidig er det helt centralt, at statsamterne kun behandler sager, som det ikke giver anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder at behandle og afslutte uden for retssystemet. Den foreslåede ordning indebærer derfor bl.a., at statsamtet skal indbringe sagen for retten, hvis en af parterne beder om det, eller hvis sagen af anden grund ikke er så enkel, at den bør behandles i statsamtet.

Statsamtet kan som hidtil ikke træffe afgørelse i sagerne, men kun modtage frivillig anerkendelse af faderskabet. Egentlige afgørelser om, hvem der er far til et barn, kan fortsat kun træffes af domstolene.

For at et barn så vidt muligt kan få både en far og en mor, skærpes moderens pligt til at oplyse, hvem der er eller kan være barnets far. Sanktionerne ved manglende overholdelse af oplysningspligten skærpes derimod ikke. Tværtimod vil det ikke som i dag være strafbart for moderen at nægte at give oplysninger til statsamtet. Statsamtet skal i stedet ved rådgivning og vejledning m.v. søge at motivere moderen til frivilligt at give oplysningerne.

Indbringes sagen for retten, kan retten anvende de samme vidnesanktionsmidler over for bl.a. moderen som i dag. Disse forudsættes som hidtil anvendt lempeligt.

Det foreslås endvidere, at en mand, der i den periode, hvor moderen er blevet gravid, har haft seksuelt forhold til hende, skal have ret til at få prøvet, om han er barnets far. Den foreslåede regel - der næppe kan forventes at få større praktisk betydning - skal ses på baggrund af gældende ret, som indebærer, at en ugift far kun kan få fastslået sit faderskab, hvis moderen over for statsamtet oplyser ham som faderskabsmulighed. Det gælder i princippet, selv om parterne f.eks. har levet sammen i en længere periode og måske sammen har planlagt barnet.

Moderen beskyttes bl.a. ved, at sagen indbringes for retten, hvis hun bestrider, at der har været et seksuelt forhold. I så fald vil den pågældende mand kun kunne få prøvet sit faderskab, hvis retten efter en samlet bevisvurdering kan lægge til grund, at der har været et seksuelt forhold. En lignende ordning har været gældende i Norge siden 1997.

Bl.a. som følge af den foreslåede skærpelse af moderens oplysningspligt foreslås det, at statsamterne og domstolene kan afskære en mand fra at få sit faderskab fastslået, hvis barnet er blevet til ved et strafbart forhold, og afgørende hensyn til barnet taler imod, at faderskabet fastslås. Bestemmelsen kan anvendes i tilfælde af incest eller voldtægt m.v.

Der indføres endvidere udtrykkelige regler om, hvem der skal anses som mor og far til et barn, der er blevet til ved kunstig befrugtning, ligesom det udtrykkeligt fastslås, at aftaler om surrogatmoderskab er ugyldige. Reglerne svarer til, hvad der allerede i dag anses for gældende ret.

Endelig forenkles og moderniseres retsplejelovens regler om domstolenes behandling af faderskabssager.

Lovforslagene indebærer også enkelte ændringer, som ikke umiddelbart har sammenhæng med faderskabsreglerne

Det foreslås, at gifte forældre fortsætter med at have fælles forældremyndighed efter separation eller skilsmisse, medmindre en af dem kræver, at den fælles forældremyndighed ophører.

Det fastsættes endvidere udtrykkeligt, at der i sager om forældremyndighed og samvær efter omstændighederne skal finde en samtale sted også med børn under 12 år.

Endelig foreslås det, at kompetencen til at meddele de såkaldte skiftefritagelser overføres fra statsamterne til kommunerne. Forslaget bygger på Opgavekommissionens betænkning nr. 1366/1998 om fordelingen af opgaver i den offentlige sektor.

Lovforslagene regulerer centrale og følelsesprægede familieretlige spørgsmål. Efter regeringens opfattelse er forslagene udtryk for en rigtig og afbalanceret afvejning af de mange og ofte meget komplicerede hensyn, som gør sig gældende i disse spørgsmål. Det er samtidig helt naturligt, at andre vil vægte hensynene anderledes.

Regeringen ser frem til en fortsættelse af den åbne, indgående og grundige debat om lovforslagene, der blev indledt ved 1. behandlingen den 1. marts 2000.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagene og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale forslagene til Det Høje Tings velvillige behandling.