Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2000) - L 42
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2000)
Undervisningsministeren (Margrethe Vestager)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om refusion af udgifter til uddannelse i forbindelse med aktivering m.m. (Specialundervisning for voksne).
(Lovforslag nr. L 42).
Ved udarbejdelsen af loven burde udgiften til specialundervisning for voksne have været undtaget fra lovens refusionsordning, da udgiften ikke skal pålægges arbejdsformidlingen og kommunerne, men fortsat afholdes af amtskommunen.
Udgiften til specialundervisning for voksne finansieres af amtskommunen gennem bloktilskud. Undervisningen tilrettelægges efter den enkeltes handicap og behov samt forudsætninger for kompensation. Der er ofte tale om meget forskellige uddannelsestilbud, hvoraf nogle kan være meget ressourcekrævende.
Lovforslaget skal sikre, at aktiverede ledige med fysiske eller psykiske handicap efter undervisningspligtens ophør fortsat får den undervisning og specialpædagogiske bistand, som de har behov for.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser, da amtskommunen også tidligere har afholdt udgiften til specialundervisning for voksne i henhold til lov om specialundervisning for voksne, og der ikke i den mellemliggende periode har været afholdt udgifter til specialundervisning for voksne.
Loven skal have virkning fra den 15. november 2000.
Idet jeg iøvrigt henviser til forslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.