Legislator Case Law & Legislation
20001XX00031 DK

Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2000) - L 40

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 40 Valid

Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2000)

Undervisningsministeren (Margrethe Vestager)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø.

(Lovforslag nr. L 40).

Siden lovforslagets fremsættelse første gang den 17. maj 2000 er der foretaget enkelte ændringer. De mere væsentlige er, at der er indsat en undtagelsesbestemmelse fsv. angår forsvaret, søfart og fiskeri svarende til undtagelsesbestemmelserne om disse områder i arbejdsmiljøloven, og ikrafttrædelsesdatoen er flyttet fra den 1. januar 2001 til den 1. august 2001. Endelig er der i bemærkningerne foretaget en udbygning af oplysningerne om forslagets relation til emnet mobing i grundskolen.

Formålet med loven er at skabe en ny ramme for, at elever og studerende på det offentlige og private undervisningsområde har en grundlæggende ret til et godt undervisningsmiljø. Forslaget indebærer også, at der tilvejebringes en mere målrettet informationsindsats og en øget opmærksomhed hos elever, studerende og ejerne af uddannelsessteder om betydningen af en effektiv efterlevelse af de gældende regler på området.

Med lovforslaget anerkendes elevers og studerendes store engagement på deres uddannelsessteder for at få sat undervisningsmiljøet i fokus, og undervisningsmiljøet vil nu kunne få en central placering på dagsordenen overalt i uddannelsessystemet.

Flere undersøgelser har vist, at elevernes og de studerendes sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold er undergivet en ganske omfattende regulering. Alligevel er der i de senere år fra elever og studerende, fra pressen og ved henvendelser fra organisationer mv. til de berørte ministerier rejst krav om, at elever og studerende enten bliver principielt fuldt omfattet af arbejdsmiljøloven eller bliver omfattet af en særlig lovgivning. Disse tilbagevendende ønsker om yderligere regulering på området kan tyde på manglende efterlevelse af de gældende regler kombineret med manglende viden om reglerne.

Lovforslaget vil sikre adgang for alle elever og studerende til at medvirke i vurderingen og prioriteringen af undervisningsmiljøet. Samtidig skal der stilles krav både til skoleledelserne og til eleverne og de studerende om at arbejde aktivt for en styrkelse af det gode undervisningsmiljø som en integreret del af god undervisningspraksis. Elevens eller den studerendes engagement og oplevelse af personligt medansvar for undervisningen og undervisningsmiljøet er af afgørende betydning.

Med lovforslaget skabes en fælles indgang til det samlede sæt af regler og praksis på området, således at både elever, studerende, institutionsejere og myndigheder samt offentligheden på en lettilgængelig måde kan skabe sig det fornødne kendskab til gældende regler, praksis og udviklingstendenser på hele det offentlige og private uddannelses- og undervisningsområde. Der er behov for, at elever og studerende samt skoleejere m.fl. har et fælles forum for dialog om og udvikling af et godt undervisningsmiljø. Derfor stilles der forslag om oprettelse af Dansk Center for Undervisningsmiljø, som skal varetage disse opgaver.

Som et virkemiddel til fremme af det gode undervisningsmiljø indebærer lovforslaget tillige, at der sikres elever og studerende reel indflydelse på sikkerhedsarbejdet på det enkelte uddannelsessted gennem valg af undervisningsmiljørepræsentanter, der skal deltage i uddannelsesstedernes sikkerhedsarbejde.

Forslaget indebærer tillige, at eleverne og de studerende konkret kommer til at bidrage til, at uddannelsesstedets sikkerhedsgrupper og sikkerhedsudvalg i højere grad inddrager aspekter af undervisningsmiljøet i deres beslutningsgrundlag.

Forslaget skal bidrage til at give den enkelte elev og studerende en større forståelse for, hvad man hver især kan og bør gøre for at fremme et godt undervisningsmiljø samt give elever og studerende som grupper bedre muligheder for at øve indflydelse på ledelsens og de ansattes beslutninger af betydning for sikkerhed og sundhed på uddannelsesstederne.

Forslaget indebærer endelig, at der etableres et instrument for ledelsen på uddannelsesstederne til at kortlægge udddannelsesstedernes undervisningsmiljø i samarbejde med elever og studerende samt eventuelt sikkerhedsorganisationen iht. lov om arbejdsmiljø. Det sker med henblik på at tilvejebringe en vurdering af uddannelsesstedets undervisningsmiljø, der kan indgå i uddannelsesstedets prioriteringer i forbindelse med beslutninger om vedligehold, anskaffelser, ombygninger og lignende.

Eleverne og de studerende skal gennem valget af undervisningsmiljørepræsentanter og udarbejdelse af undervisningsmiljøvurderingen også få forståelse for et godt undervisningsmiljøs betydning for forebyggelse af skader og dermed udvikle færdigheder og evne til konstruktivt at indgå i sikkerheds- og sundhedsarbejdet på deres fremtidige arbejdsplads.

Regeringen agter i folketingsåret 2004/2005 at give Folketinget en redegørelse om erfaringerne med lovens virkninger.

Idet jeg henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →