Legislator Case Law & Legislation
20001XX00020 DK

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000) - L 35

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 35 Valid

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000)

Skatteministeren (Ole Stavad)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven og ligningsloven. (CFC-beskatning ved gunstige skatteudskydelsesordninger samt fradragsbeskæring ved koncerninterne præmiebetalinger).

(Lovforslag nr. L 35).

Regeringen fremlægger en række lovforslag, som skal sikre og udbygge et konkurrencedygtigt skattesystem, som er et væsentligt parameter, når virksomheder træffer beslutning om placering af nuværende og fremtidig produktion. Et element heri er en sikring af selskabsskattegrundlaget. Der kan henvises til lovforslaget om nedsættelse af skattesatsen for selskaber samt virksomhedsskatteprocenten for yderligere bemærkninger om regeringens lovinitiativer til løsning af specifikke skattemæssige problemer i erhvervsbeskatningen.

Efter de gældende regler skal indkomst fra finansiel virksomhed hos et udenlandsk finansielt datterselskab medregnes i det danske moderselskabs indkomst, hvis datterselskabet beskattes væsentligt lavere end efter danske regler. Udenlandske hensættelsesordninger er i visse tilfælde så fordelagtige, at datterselskabet kan opnå væsentlige skattefordele i forhold til de danske regler. Der har været rejst tvivl om, hvilken indflydelse sådanne gunstige skatteudskydelser har på vurderingen efter de gældende regler.

Det foreslås derfor udtrykkeligt at fastslå, at hvis den udenlandske beskatning i væsentlig grad udskydes i forhold til danske regler, skal datterselskabets finansielle indkomst medregnes i det danske moderselskabs indkomst. Ved vurderingen af, om datterselskabet skal omfattes af den tvungne sambeskatning, skal der ikke alene ses på summen af den skat, som datterselskabet skal betale, men også på, hvornår skatten skal betales.

Hvis et udenlandsk datterselskab således anvender en hensættelsesordning, hvor der opbygges reserver, som overstiger den reelle risiko, eller hvor der sker en exceptionel lang udskydelse af skatten, skal datterselskabet efter forslaget sambeskattes.

Herudover foreslås der en fradragsbeskæring ved koncerninterne forsikringer. Formålet er, at resultatet af en selvforsikring skattemæssigt bliver den samme, uanset hvordan man indretter sig. Det skal således ikke være muligt at opnå fradrag for selvforsikring blot ved at oprette et koncerninternt forsikringsselskab. Det selskab, som tegner en koncernintern forsikring, får derfor ikke fradrag for forsikringspræmierne, men får i stedet fradraget på det tidspunkt, hvor det måtte lide en skade. For at sikre symmetrien i beskatningen foreslås det, at forsikringsselskabet ikke beskattes af præmien, når forsikringstageren ikke har haft fradrag for indbetalingen.

Der skal dog være fradrag for koncerninterne forsikringspræmier, i det omfang det godtgøres, at forsikringsselskabet genforsikrer risikoen hos et uafhængigt forsikringsselskab.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne i lovforslagene, skal jeg anbefale det til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →