Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000) - L 37
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af ligningsloven, lov om VækstFonden og forskellige andre love. (Beskatning ved aflønning i form af aktier, tegningsretter og aktiekøberetter).
(Lovforslag nr. L 37).
Lovforslaget skal ses som et led i regeringens erhvervsstrategi - fremlagt i rapporten .dk21. Formålet med lovforslaget er at medvirke til en forbedring af de vilkår, der gælder, når en virksomhed vælger at tilbyde medarbejderne aktier, tegningsretter til aktier eller køberetter til aktier, som en del af deres aflønning. Forslaget vil understøtte udbredelsen af aktier til medarbejdere og kan således medvirke til en styrket aktiekultur i Danmark.
Regeringens sigte med lovforslaget er især at hjælpe de innovative virksomheder, der kan have problemer med at fastholde gode og kvalificerede medarbejdere her i landet. Men lovforslaget er udformet på en sådan måde, at de foreslåede regler også kan benyttes af andre virksomheder.
Lovforslaget svarer stort set til L 289, der blev fremsat i forrige folketingssamling, men som alene nåede en 1. behandling. Lovforslaget indeholder dog en række yderligere ændringer i forhold til L 289.
Efter de gældende regler beskattes en medarbejder, der modtager aktier, tegningsretter eller køberetter som led i aflønningen, af de modtagne aktier m.v. som løn. Beskatningen indtræder, når medarbejderen erhverver endelig ret til de modtagne aktier m.v. og for køberetter omfattet af ligningslovens § 28 på det tidspunkt, hvor køberetten udnyttes.
De gældende regler betyder således bl.a., at skatten forfalder til betaling på et tidspunkt, hvor løngodet ikke nødvendigvis er omsat til kontanter. Der kan dermed opstå likviditetsmæssige problemer i tilknytning til skattebetalingen. Med lovforslaget søges disse likviditetsmæssige problemer imødegået samtidig med at det fastholdes, at de modtagne aktier m.v. skal beskattes som det aktierne m.v. repræsenterer nemlig løn.
Det foreslås, at der indføres mulighed for, at selskaber kan vælge at betale medarbejderens skat af aktier, tegningsretter og køberetter, der er ydet som led i aflønningen af medarbejderen. Skatten betales i givet fald i form af en afgift, der udgør 40 pct. af det vederlag medarbejderen modtager. Ved det modtagne vederlag forstås summen af værdien af de aktier m.v., som medarbejderen modtager direkte, og den afgift som selskabet betaler.
Når der er valgt afgiftsbetaling til dækning af medarbejderens skat, har selskabet ikke fradragsret for den modsvarende lønudgift. Endvidere skal medarbejderen ikke medregne det modtagne vederlag ved indkomstopgørelsen. Selskabet kan vælge mellem tre måder at indbetale afgiften på. Den kan betales kontant, ved aflevering af aktier eller ved deponering af aktier.
Betales afgiften kontant, går beløbet i statskassen. Betales afgiften ved aflevering af aktier, tilfalder afgiften VækstFonden inden for en vis ramme. Aflevering af aktier betyder, at ejendomsretten til aktierne overgår fuldt ud til VækstFonden. Samtidig skal der i forhold til selskabet ske afståelsesbeskatning efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven.
Betales afgiften ved deponering af aktier, tilfalder afgiften ligeledes VækstFonden inden for den fastsatte ramme. Selskabet bevarer dog ejendomsretten til aktierne, herunder alle forvaltningsmæssige beføjelser. Derimod overgår de økonomiske rettigheder over aktierne til VækstFonden. Dette gælder f.eks. retten til at oppebære udbytte.
Udover aktieaflønningsmodellen indeholder lovforslaget en række andre ændringer af reglerne for beskatning af aktier, tegningsretter til aktier og køberetter til aktier, der ydes som vederlag.
Lovforslaget indeholder et forslag om udvidelse af anvendelsesområdet for ligningslovens § 28, således at også tegningsretter til aktier, der modtages som vederlag, omfattes af reglerne om udskydelse af personalegodebeskatningen til det tidspunkt, hvor der sker udnyttelse eller afståelse. I tilknytning hertil foreslås, at der indføres fradragsret for selskabets udgifter ved at yde tegningsretter til aktier til medarbejderne.
Ligningslovens § 28 foreslås også udbygget med en regel om fraflytterbeskatning. Begrundelsen for denne udbygning er, at det ikke bør være muligt at undgå personalegodebeskatningen ved at fraflytte landet inden udnyttelsen. Fraflytterbeskatningen foreslås kombineret med regler om adgang til at få henstand med betalingen af fraflytterskatten, regler om adgang til omberegning ved en efterfølgende udnyttelse og regler om bortfald af fraflytterskatten ved en tilbageflytning før tegnings- eller køberetterne er afstået eller udnyttet.
Derudover foreslås det, at der indføres pligt til at betale arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag af aktier og tegningsretter til aktier, der modtages som vederlag. Dette svarer til, hvad der allerede gælder for køberetter, der modtages som vederlag. Endvidere indeholder lovforslaget et forslag om at indføre begrænset skattepligt af aktier, tegningsretter til aktier og aktiekøberetter, der modtages som vederlag for arbejde udført i Danmark.
Endelig foreslås det at indføre indberetningspligt i forhold til aktier og tegningsretter til aktier således at der skabes ligestilling over til køberetter, hvor der i dag er indberetningspligt. Der foreslås tillige en særlig indberetningsordning i forhold til aktieaflønningsordningen.
For så vidt angår aktieaflønningsordningen er der ikke holdepunkter for et underbygget skøn over forslagets provenuvirkning. Pr. 100 mill. kr. s løn, der omlægges til aktieløn, vil der umiddelbart fremkomme et provenutab på 15 mill. kr. årligt de første år, hvis godt halvdelen af afgiften vælges indbetalt kontant og resten betales ved deponering af aktier. På sigt skønnes staten at få et årligt merprovenu på 10 mill. kr. og VækstFonden får indtægter på 11 mill. kr., mens de kommunale skatter falder 25 mill. kr., så der samlet fremkommer et provenutab på 4 mill. kr. årligt pr. 100 mill. kr. s omlagt lønsum. Finansårsvirkningen i 2001 skønnes til 10 mill. kr. pr. 100 mill. kr. s omlagt lønsum.
De foreslåede ændringer i forslagets anden del, der vedrører reglerne for beskatning af aktier og tegningsretter til aktier, der er ydet som vederlag, skønnes at medføre et provenutab.
For Told * Skat medfører lovforslaget en engangsudgift på 7,1 mill. kr. til edb-tilretning samt et begrænset merarbejde til kontrol af ordningen.
Det foreslås, at lovændringerne får virkning fra og med 1. januar 2001.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.