Legislator Case Law & Legislation
20001XX00017 DK

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000) - L 36

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 2000 L 36 Valid

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000)

Skatteministeren (Ole Stavad)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven og dødsboskatteloven. (Ændring af successionsreglerne ved overdragelse af aktier).

(Lovforslag nr. L 36).

Regeringen fremlægger en række lovforslag, der skal sikre og udbygge et konkurrencedygtigt skattesystem, som er et væsentligt parameter, når virksomheder træffer beslutning om placering af nuværende og fremtidig produktion. Et element heri er regeringens lovinitiativer til løsning af specifikke skattemæssige problemer for generationsskifte i erhvervsvirksomheder, som nærværende lovforslag er en del af. For yderligere bemærkninger herom kan der henvises til lovforslag om nedsættelse af skattesatsen for selskaber samt virksomhedsskatteprocenten.

Det foreslås, at mulighederne for at overdrage aktier uden at der udløses skat (succession), kun skal gælde for aktier i reelle erhvervsvirksomheder. Det skal ikke længere være muligt at overdrage aktier med succession, hvis der er tale om aktier i et selskab, hvis væsentligste aktivitet er passiv pengeanbringelse. Dette svarer til de nugældende regler for succession i aktier ved udlodninger fra et dødsbo. Hermed målrettes de gunstige særregler til de generationsskifter, hvor der overdrages aktier i aktive selskaber med et reelt behov for successionsmuligheder.

Ved passiv pengeanbringelse forstås, at selskabet ikke udfører en aktiv erhvervsaktivitet, men i stedet for tjener pengene på at eje enten værdipapirer, fast ejendom eller kontanter. Dvs. at aktiviteten i selskabet bliver et afgørende kriterium for, hvorvidt det skal være muligt at succedere, på samme måde som aktiviteten er det efter de nugældende regler ved overdragelser i forbindelse med arv.

Det foreslås også, at der direkte i lovteksterne, både i aktieavancebeskatningsloven og i dødsboskatteloven, indsættes en objektiv væsentlighedsbedømmelse af, hvorvidt der er tale om passiv pengeanbringelse eller ej. Denne væsentlighedsbedømmelsen gælder allerede i dag for succession af aktier i en arvesituation, men er ikke skrevet direkte i lovteksten. Ved at gøre kriterierne objektive samtidig med at de skrives direkte i lovteksten, vil det klargøre hvornår virksomhedens karakter er sådan, at aktierne ikke kan overdrages uden skattemæssige konsekvenser.

Reglen bestemmer, at såfremt mindst 25 % af indtægterne eller de samlede aktiver vedrører passiv pengeanbringelse eller udlejning af fast ejendom, vil væsentlighedskravet være opfyldt. Bestemmelsen skal forstås således, at stammer 25 % af indtægterne fra eller udgøres 25 % af de samlede aktiver af passiv pengeanbringelse og udlejning af fast ejendom set under et, er væsentlighedskravet opfyldt og der kan ikke ske overdragelse med succession. Datterselskaber hvori selskabet direkte eller indirekte ejer mindst 25 % af aktiekapitalen inddrages også i væsentlighedsbedømmelsen.

Lovforslaget medfører ikke ændringer i betingelserne om, at overdragelsen skal ske til den nære familie, at der er tale om hovedaktionæraktier, samt at overdragelsen omfatter mindst 15 % af stemmeværdien i selskabet. (I dødsboskatteloven er grænsen fastholdt til 1 % af aktiekapitalen.)

For så vidt angår de provenumæssige konsekvenser af forslaget, kan der henvises til lovforslag om nedsættelse af skattesatsen for selskaber samt virksomhedsskatteprocenten.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →