Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000) - L 32
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af virksomhedsskatteloven og personskatteloven. (Aktiekøb i forbindelse med virksomhedsovertagelse).
(Lovforslag nr. L 32).
Formålet er at sidestille køb af et selskab med køb af en personligt ejet virksomhed med hensyn til skatteværdien af renteudgifter i forbindelse med købet af aktier i selskabet.
Lovforslaget går ud på, at en skattepligtig på skematisk vis kan opnå fuld skatteværdi af fradrag for renteudgifter ved køb af aktier. Det sker ved, at der beregnes et kapitalafkast af de aktier eller anparter, der erhverves, som fragår i den personlige indkomst og lægges til kapitalindkomsten.
For at begrænse ordningen til egentlige virksomhedsoverdragelser, er der fastsat en række krav, som skal være opfyldt, for at den skattepligtige kan anvende ordningen.
Det er et krav, at køberens aktie- eller anpartsbesiddelse i det pågældende selskab stort set svarer til en hovedaktionærs. Det vil sige, at køberen efter erhvervelsen skal eje mindst 25 pct. af aktie- eller anpartskapitalen i selskabet eller råde over mere end 50 pct. af stemmeværdien. Ordningen kan ikke anvendes på aktier i et selskab, hvis aktiviteter er passiv pengeanbringelse. Et tredje krav er, at der minimum skal erhverves aktier eller anparter for 500.000 kr. Endelig kan ordningen højst løbe i 10 år fra købet af aktierne eller anparterne. Hermed begrænses ordningen til egentlige virksomhedsoverdragelser.
Den foreslåede ordning er ikke en generel ordning til optagelse af lån til køb af aktier eller anparter med fuld skatteværdi af renteudgifterne.
De provenumæssige og erhvervsøkonomiske konsekvenser af forslaget er omtalt i lovforslaget om nedsættelse af skattesatsen for selskaber samt virksomhedsskatteprocenten, der fremsættes samtidig hermed.
Forslaget vil medføre en vis meradministration, men det er frivilligt at anvende ordningen. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og skønnes ikke at indeholde EU-retlige aspekter.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale det til Folketingets velvillige behandling.