Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000) - L 39
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om Danmarks tiltrædelse af konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen).
(Lovforslag nr. L 39).
Formålet med lovforslaget er at skabe grundlag for Danmarks tiltrædelse af EU-konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen).
Med Napoli II-konventionen vil EU-landene styrke toldmyndighedernes samarbejde vedrørende handel med ulovlige varer (f.eks. narkotika, våben og børnepornografi) samt ulovlig handel med højtbeskattede varer. Dermed forstærkes indsatsen mod kriminalitet på toldområdet. Der er efter gennemførelsen af det indre marked og grænsekontrollens afskaffelse opstået et behov for at styrke samarbejdet mellem toldmyndighederne i medlemslandene. Samtidig har en øget internationalisering af kriminaliteten i Central- og Østeuropa skabt behov for et endnu tættere toldsamarbejde. Bl.a. om udveksling af oplysninger og erfaringer til brug for de enkelte medlemslandes toldmyndigheder ved bekæmpelse af overtrædelser af toldlovgivningen.
Konventionen indeholder udover en række bestemmelser om udveksling af oplysninger også bestemmelser om særlige former for samarbejde, herunder om grænseoverskridende forfølgelse og observation.
Lovforslaget, der ikke skønnes at have økonomiske konsekvenser, har været sendt til høring hos en række organisationer.
Jeg kan i øvrigt henvise til bemærkningerne til lovforslaget og anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.