Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000) - L 7
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000)
Finansministeren (Mogens Lykketoft)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om statens tjenestemænd i Grønland. (Ændring af reglerne om tjenestemandsretten, afskedigelse af åremålsansatte m.v.).
(Lovforslag nr. L 7).
Forslaget
a) ændrer reglerne om beskikkelse af dommere og stedfortrædere til Tjenestemandsretten for statens tjenestemænd i Grønland
b) indfører udtrykkelige bestemmelser om dommernes og stedfortrædernes habilitet og mere detaljerede regler om procesmåden ved Tjenestemandsretten for statens tjenestemænd i Grønland
c) fjerner de nuværende forskelle i muligheden for at afskedige varigt ansatte tjenestemænd og tjenestemænd ansat på åremål
Formålet med lovforslaget er dels at bringe reglerne om Tjenestemandsretten for statens tjenestemænd i Grønland i overensstemmelse med de regelsæt, der gælder for Tjenestemandsretten og den kommunale tjenestemandsret, dels at skabe parallelitet mellem de regler, der gælder for tjenestemænd i henhold til tjenestemandsloven, og de regler, der gælder for statens tjenestemænd i Grønland.
For så vidt angår forslaget om ændring af reglerne om Tjenestemandsretten for statens tjenestemænd i Grønland, er det i overensstemmelse med de ændringer, der foreslås i det samtidig fremsatte forslag om ændring af lov om en tjenestemandsret for Grønlands hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd i Grønland.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.