Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000) - B 8
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000)
Udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af aftale om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers Havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande.
(Beslutningsforslag nr. B 8).
Forslaget tilsigter at muliggøre, at Danmark kan ratificere aftale om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers Havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande.
Sammen med de øvrige EU-medlemsstater undertegnede Danmark den 27. juni 1996 aftalen.
Hovedformålet med aftalen er at skabe forudsætninger for sikring og bæredygtig udnyttelse af disse fiskebestande.
Gennemførelsen af aftalen forventes ikke at få direkte administrative eller lovgivningsmæssige konsekvenser. Aftalen forventes at styrke beskyttelsen af havmiljøet.
Der lægges i aftalen vægt på, at de deltagende lande tager initiativ til at samarbejde om bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger vedrørende fælles og stærkt vandrende fiskebestande. I praksis skal samarbejdet foregå gennem etableringen af regionale fiskeriorganisationer, hvor både berørte kyststater og andre lande, der udnytter en bestemt fiskebestand, skal kunne blive medlemmer. Deltagelsen i et sådant formelt samarbejde kan være forudsætning for, at en stat får adgang til udnyttelsen af en fiskebestand.
De regionale fiskeriorganisationer får til opgave at beslutte nødvendige tiltag på basis af videnskabelige vurderinger samt at etablere kontrolmekanismer med henblik på at sikre gennemførelsen deraf, ligesom de skal skabe et samarbejde om standardisering og tilvejebringelse af videnskabelige data vedrørende de berørte fiskebestande.
Fiskerinationerne er forpligtet til at sikre, at fiskerfartøjer, der fører deres flag, overholder de vedtagne bevarelsesforanstaltninger. Dette gælder også for foranstaltninger, der er truffet af regionale fiskeriorganisationer, hvor den enkelte fiskerination ikke er medlem, men dækker havområder, hvor fiskerfartøjer, der fører dennes flag, driver fiskeri. Ligeledes skal fiskerinationerne og havnestaterne uanset medlemskab i regionale fiskeriorganisationer etablere et samarbejde vedrørende overholdelse af bevarelsesforanstaltningerne.
Medlemmerne af regionale fiskeriorganisationer er berettiget til at gennemføre inspektioner af samtlige fiskerfartøjer, der driver fiskeri i de havområder, der dækkes af organisationen. Det påhviler fiskerinationerne at sikre, at fiskerfartøjer, der fører deres flag, underkaster sig disse inspektioner.
I forbindelse med bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande skal der tages hensyn til udviklingslandenes særlige behov med henblik på at styrke deres evne til at bevare og forvalte fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande samt fiske efter sådanne bestande. Der oprettes særlige fonde for at finansiere bistanden til udviklingslandene.
Begrænsning og bilæggelse af tvister skal ske efter de procedurer, der er indeholdt i FN s Havretskonvention.
Aftalen træder i kraft, når mindst 30 stater har ratificeret den. Fire år efter aftalens ikrafttræden gennemfører FN en konference med henblik på at vurdere aftalens effektivitet. Konferencen skal derudover tage stilling til behovet for ændringer i aftalen.